Royale

Ingen vidste det: Pludselig dukkede royal overraskelse op til Copenhagen Pride

Den danske prinsesse Marie overraskede i dag, da hun troppede op for at deltage i dette års Copenhagen Pride for AIDS-fondet.

Det overraskede mange - især arrangørerne - da den danske prinsesse Marie i dag dukkede op blandt de mange deltagere blandt Copenhagen Pride. 

- Vi er meget overraskede, fortæller kommunikationschef for Copenhagen Pride, Thomas K. Rasmussen, til TV 2. 

Arrangørerne bag vidste intet. Blandt andet fordi prinsessen går for AIDS-Fondet og ikke for selve arrangørerne. Og så fordi, at prinsessens - og statsministerens - deltagelse ikke bliver offentliggjort i forvejen af sikkerhedsmæssige årsager. 

Om sin rolle som protektor siger prinsesse Marie selv: 

- Jeg håber som protektor at kunne være med til at nedbryde de fordomme, der gør, at mange hivsmittede lever i ensomhed og frygt for andres reaktioner, siger hun ifølge AIDS-Fondets hjemmeside.

Og det gør hun ifølge Thomas K. Rasmussen.

- Det viser, at der er en øget accept og tolerance, når selv kongehuset begynder at involvere sig, siger han. 

Ifølge Thomas K. Rasmussen er det 'hvad hans viden angår' den første gang at en person fra kongehuset deltager i Copenhagen Pride.

Glad for støtte

Thomas K. Rasmussen fortæller, at Copenhagen Pride er glade for den støtte der kommer fra det danske kogehus. Det viste sig også, da kronprinsesse Mary deltog i IDAHO Forum konference, hvor der var fokus på LGBTI-rettigheder. 

- Det var vi rigtig glade for. Hun holdt en rigtig flot tale.

- Jeg synes, at det sender et utroligt positivt signal om, at vi i dag lever med et moderniseret kongehus, siger Thomas K. Rasmussen.

Ifølge Copenhagen Pride er det i dag også første gang at en mandlig statsminister deltager i Copenhagen Pride. Ligesom Lars Løkke Rasmussen er der mange ande politikere, der er med til at gå med det farverige optog.

Copenhagen Pride - lørdagens program

  1. Paraden

    Paraden afgår fra Frederiksberg Rådhusplads klokken 13:00. Forventet ankomst til Pride Square (Rådhuspladsen) klokken 15:00. Paraden starter fra Frederiksberg Rådhus og går via: Allégade, Pile Allé, Vesterbrogade, Hammerichsgade, Pride Square.

  2. Gadefest i Studiestræde

    Studiestræde lukkes af for trafik og forvandles til den traditionelle gadefest, hvor barerne i gaden går sammen om at fejre Copenhagen Pride med udendørs barer, DJ’s og masser af regnbuestemning.

    Tid og sted: 14.00- 00.00, Studiestræde, København.

  3. Oscarpride

    Stor udendørs Pride-fest med DJ’s frem til midnat på Københavns Rådhuslads.

    Tid og sted: 14.00-00.00, Regnbuepladsen.

  4. Pride Party i Kvindehuset

    Pridefest for kvinder med DJ’s og live-optrædender af bl.a. Karina Willumsen og Erika Kulnys.

    Tid og sted: 20.00-04.00, Kvindehuset, Gothersgade 37, 1123 København K

  5. Slim Pride Party

    ÅBENT HUS: Det vil sige, der ikke kræves medlemsskab denne aften. Efter en veloverstået Pride Parade og fest på Rådhuspladsen åbner SLM dørene kl 22.00. DJ Romano B fra Paris spiller live hele natten. Kun adgang for mænd.

    Tid og sted: 22.00-04.00, SLM Copenhagen, Lavendelstræde 17, baghuset, 1462 København K.

  6. Det officielle afterparty

    Årets officielle Copenhagen Pride Party finder igen sted i Pumpehuset. DJ Aamyko Iddiols fra London og Melli Magic og Gloria Viagra fra Berlin sørger for musik hele natten lang. Billetter koster 125 kr. Det anbefales at købe billetter i forsalg, da der har været udsolgt de to seneste år.

    Tid og sted: 23.00-05.00, Pumpehuset, Studiestræde 52, 1554 København K.