30 år siden de begge fik huen på: Det scorede de i deres afsluttende eksamen
I dag er de begge familiefædre med hver fire børn. Men for 30 år siden handlede det hele om studenterfest. Vi ser tilbage på prinsernes gymnasietid.
I dag, torsdag den 16. juni, er det præcis 30 år siden, at kronprins Frederik og prins Joachim fik deres studenterhuer.
De to prinser afsluttede begge deres gymnasiale uddannelse på Øregård Gymnasium i Hellerup med en danskeksamen.
En eksamen, som prins Joachim klarede til et 11-tal, og kronprins Frederik scorede et 9-tal for.
I de efterfølgende dage tog de to prinser og deres klassekammerater, som traditionen foreskriver, på studenterkørsel. Her gik turen naturligvis også forbi Amalienborg Slot.
I Ekstra Bladet kunne man lørdag den 21. juni 1986 læse følgende om kronprins Frederik og prins Joachims studenterkørsel:
- På Kongens Nytorv ventede de mange Øregård-forældre længe på prinserne og deres vogne. De var kørt ind om Amalienborg først for at få en opstrammer før dansen om hesten. Og på Amalienborg sås et sjældent syn, da Frederik og Joachim forlod det kongelige palæ for at tage videre ud i byen. Da stod mor og far og mormor og moster Benedikte nemlig nede i stueetagen for åbne vinduer og vinkede farvel.
Tegnede hjerter med "F" i
Kronprins Frederik og prins Joachim begyndte i sommeren 1983 på Øregård Gymnasium på samme årgang og fulgtes i de tre efterfølgende år gennem lektier, eksamener og fester.
Selvom de øvrige elever på gymnasiet så udmærket vidste, hvem Frederik og Joachim var, og at der var en særlig sikkerhed omkring dem, så blev de ikke behandlet anderledes end deres medstuderende.
Det fortæller tidligere klima- og energiminister og nuværende prorektor for Københavns Universitet Lykke Friis til TV 2.
Lykke Friis gik en årgang under kronprins Frederik og prins Joachim og var ikke som sådan nære venner med de to prinser, men deres veje krydsedes alligevel gennem deres store fælles passion – sport.
- De var meget sportsinteresserede allerede dengang, og det samme var jeg jo. Jeg husker blandt andet, at de lånte ens bordtennisbat ligesom alle andre. Der var ikke noget med, de skulle behandles på en anden måde, og dengang var det helt normalt at sige "du, kan du ikke lige give mig mit bat tilbage" til dem. Da jeg var minister, var en af de større udfordringer da også at skulle til at titulere dem med "De", nu jeg havde været vant til at sige "du", siger Lykke Friis med et grin til TV 2.
Blandt de kvindelige studerende gik flere rundt med drømme om en dag at blive dronning af Danmark, fortæller Lykke Friis.
- Der blev da tegnet hjerter på tavlerne med et "F" indeni, siger hun og understreger i øvrigt, at også personalet på gymnasiet var exceptionelt dygtige til både at undervise og til ikke at behandle Frederik og Joachim anderledes end deres øvrige elever.
Joachim blev bortvist
Netop Øregårds stræben efter at give de to prinser en helt almindelig skolegang forholdt den mangeårige lærer på skolen Helle Askgård sig da også til, da hun i 2003 gav et interview til Jyllands-Posten i anledning af skolens 100 års jubilæum.
- Selvfølgelig var der meget fokus på, hvad de gjorde og ikke gjorde. Men vi holdt på, at når prinserne kom ind på skolen, så var de for os ganske almindelige elever. Der blev ikke taget ekstra hensyn, og vi sørgede for, at pressen ikke havde adgang, fortalte Helle Askgård.
En af de gange, hvor pressen dog fik nys om prinsernes gøren og laden på gymnasiet og fik adskillge forsider ud af det, var, da prins Joachim i løbet af 3. g blev bortvist fra skolen i en uge.
Sammen med en flok venner skulle prins Joachim ifølge BT være mødt halvfuld op til en skolekomedie fremført af skolens 2. g'ere og have generet skuespillerne på scenen.
Ikke alene skulle prins Joachim og hans venner have råbt og piftet. Ifølge BT affyrede de også pinocchiokugler, ærter og kridtstykker mod scenen med pusterør.
Det udviklede sig så voldsomt, at flere af skuespillerne brød grædende sammen.
- Prins Joachim og hans venners opførsel var under lavmålet, og de gik langt over stregen for det tilgivelige, sagde skolens daværende rektor, Tage Bülow Hansen, ifølge BT efter hændelsen.
Efterfølgende modtog dronning Margrethe og prins Henrik en skriftlig meddelelse fra gymnasiet om episoden, og prins Joachim og hans syv kammerater blev bortvist fra al undervisning i otte dage.
Den 16. juni 1986 kunne de to prinser så kalde sig studenter.
Deres eksakte karaktergennemsnit er ifølge dagbladet Politiken aldrig blevet offentliggjort, men prinserne oplyste selv, at Joachims snit var "på godt ni" og Frederiks på "lidt over otte".
I anledning af 30-året for kronprins Frederik og prins Joachims studentereksamen har vi samlet en række billeder fra de glade studenterdage herunder.