Royale

Fylder 82 år i dag: Prins Henrik er i Frankrig, men fejres med 27 salutter ved Kronborg

Selvom prins Henrik officielt er gået på pension, skal han stadig fejres med 27 salutter, når han i dag, lørdag, fejrer sin 82-års fødselsdag.

Han skal slå lyttelapperne rigtig godt ud, prins Henrik.

I hvert fald hvis han vil høre, hvordan Danmark fejrer ham på sin 82 års-fødselsdag i dag.

For der er immervæk langt fra Kronborg Slot i Helsingør til Caix i Sydfrankrig, hvor prins Henrik i dag afholder sin første fødselsdag, efter han er gået på pension. 

Mens prins Henrik nyder tilværelsen i det franske, bliver han nemlig stadig fejret på behørig vis herhjemme.

Det sker traditionen tro med 27 salutter ved Kronborg. Og den tradition skal der ikke laves om på, selvom han er gået på pension, oplyste Hofmarskallatet til Hærens Kamp- og Ildstøttecenter i Oksbøl, som står for at affyre fejringsskuddene, for en måned siden.

For at affyre de 27 salutter kræver det, at 36 soldater drager tværs over landet fra Oksbøl til Helsingør, og de samlede udgiifter per skud inklusiv transport, indkvartering, kost og krudt, er ifølge Hæren 2.715 kroner ud fra 2015-priser.

Det betyder, at den samlede regning for fejringen af prins Henriks 82 års-fødselsdag løber op i 73.305 kroner. Det skriver Helsingør Dagblad.

Afstemning

Hvad mener du om de 27 salutter for Prins Henrik?

Kan tages ilde op af danskerne

Selvom beløbet ikke er i den høje ende, kan sagen alligevel få en negativ indflydelse på Kongehuset og særligt dagens fødselsar. Det mener historiker og adjunkt ved University College Sjælland, Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er en lille sag i forhold til nogle af de andre historier om eksempelvis apanage, der har været den senere tid. Men det er klart, at når man ser på, hvordan danskerne har reageret på nogle af de sager, der har været fremme, så må man også forvente, at en del vil tage dette ilde op, siger han til TV 2.

Lars Hovbakke Sørensen betegner det som "usædvanligt", at prins Henrik ikke fejrer sin fødselsdag i Danmark, men minder samtidig om, at det ikke kun er prinsen, man fejrer ved saluteringen, men også Kongehuset som institution. Og, tilføjer han, så ser dronning Margrethe jo heller ikke alle de flag, der er hejst for hende, når hun har fødselsdag.

Mens prins Henrik altså befinder sig i Caix på sin fødselsdag, lader det til, at Dronningen er hjemme i Danmark.

Fredag afholdt hun således afskedsaudiens for en række udenlandske ambassadører på Amalienborg, mens hun fra søndag og frem til torsdag aflægger besøg på Færøerne.