Royale

Se Frederiks personlige billede af Margrethe: Nu er Kongehuset på Facebook og Instagram

Kongehuset er efter et langt tilløb nu officielt til stede på både Facebook og Instagram.

Danskerne får nu endelig mulighed for at komme helt tæt på medlemmerne af Kongehuset.

Det sker ved at følge Facebook-siden 'Det danske kongehus', som officielt er gået i luften i dag, tirsdag den 31. maj, klokken 12. Det skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.

Samtidig med oprettelsen af Facebook-siden har Kongehuset også oprettet en profil på Instagram.

- Danskernes medieforbrug flytter sig, og Kongehuset vil gerne være der, hvor danskerne er. Med de nye platforme har vi som supplement til den øvrige medieomtale mulighed for i højere grad direkte at fortælle danskerne om Kongehuset, den kongelige families virke og Kongehusets rolle i samfundet.

- Her mener vi, at Facebook og Instagram er gode platforme. Vi ser det som en naturlig videreudvikling af Kongehusets medieplatforme, at Kongehuset går på de sociale medier, siger hofmarskal Michael Ehrenreich i pressemeddelelsen.

I en nyindspillet velkomstvideo får man et lille kig ind på Amalienborg, hvor man blandt andet ser kronprins Frederik tage et billede af sin mor, dronning Margrethe. Selvsamme billede er i øvrigt det første, som Kongehuset har delt på Instagram.

Tidslinje går tilbage til år 1000

Ud over en række opslag om, hvad medlemmerne af Kongehuset har foretaget sig den seneste uges tid, er der også oprettet en imponerende tidslinje på Facebook-siden, som går helt tilbage til år 1000 og kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand, som dog begge regerede, inden årstallene blev firecifrede.

Lanceringen af Facebook-siden og Instagram-kontoen kommer efter, at Kongehuset i april ansatte den tidligere P3-vært og journalist på 'Aftenshowet' Frederik Linde i en stilling som kommunikationsmedarbejder med fokus på de sociale medier.

Ud over tilstedeværelsen på Facebook og Instagram har Kongehuset i forvejen en kanal på YouTube, ligesom også Kongehusets hjemmeside for nylig gennemgik en relancering.

Et af den slags billeder, vi forhåbentlig kommer til at se på Kongehusets sociale medier, kunne være et billede som det, kronprinsesse Mary fik svenske prins Daniel til at tage af sig selv og prinsesse Estelle, da hun i april var i Stockholm for at deltage i kong Carl Gustafs 70 års fødselsdag.

Se indslaget her.