Royale

Frederik og Mary klar til prinsedåb: Så anderledes er en dåb i Sverige

Når Sveriges prins Oscar skal døbes i Stockholm fredag formiddag, bliver det en meget anderledes dåb, end vi er vant til at se herhjemme.

Følg prins Oscars dåb på TV 2

  • TV 2 sender direkte fra prins Oscars dåb i Stockholm fredag den 27. maj i tidsrummet 11-13.30.
  • Her vil Natasja Crone sammen med et ekspertpanel guide seerne igennem dåben, som begynder klokken 12.
  • Fredagens ekspertpanel består af journalist Annette Heick, designer Jesper Høvring, sognepræst Jan Grønborg, chefredaktør på Billed-Bladet Annemette Krakau samt journalist Anna von Lowzow.
  • Følg også barnedåben her på tv2.dk.

Fredag formiddag skal Sveriges kronprinsesse Victoria og prins Daniels lille søn, prins Oscar, døbes.

Ud over hele den svenske kongefamilie vil også kronprins Frederik og kronprinsesse Mary samt det norske kronprinspar, kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, deltage i ceremonien.

Men ingen af gæsterne ved dagens dåb skal regne med lige at kunne blunde et par minutter, for der bliver liv og glade dage i Slottskyrkan.

I Sverige forløber en dåbsceremoni på mange punkter nemlig meget anderledes end herhjemme.

Det fortæller sognepræst Jan Grønborg, der i en årrække har været præst i Sverige, og som også er at finde i TV 2's ekspertpanel, når kanalen sender direkte fra dåben i Slottskyrkan i Stockholm i tidsrummet 11-13.30.

- Der er faktisk forbløffende stor forskel på Danmark og Sverige. Den danske folkekirke er knastør sammenlignet med andre landes kirker. Vi er meget præsteorienterede og ikke vant til, at andre end præsten siger noget. I Sverige er en dåbshandling meget mere personlig, og hele menigheden spiller en stor rolle, siger Jan Grønborg til TV 2.

Prins Oscar af Sverige

  • Blev født den 2. marts 2016 på Karolinska Universitetssygehus i Solna.
  • Prinsens fulde navn er Oscar Carl Olof.
  • Er søn af kronprinsesse Victoria og prins Daniel og lillebror til prinsesse Estelle (4).
  • Er nummer tre i den svenske tronfølge efter sin mor og storesøster.
  • Er hertug af Skåne.

Forælderbøn bliver dagens højdepunkt

Helt konkret er det eksempelvis en af forældrene, det vil altså sige kronprinsesse Victoria eller prins Daniel, der indleder hele ceremonien med en takkebøn, hvor man takker for sit barn og beder Gud passe godt på det. På den måde tager forældrene ejerskab over dåben.

- Da prinsesse Estelle blev døbt i 2012, bad Victoria bønnen, og det gjorde hun rørende smukt. Og generelt er det da også her, de store følelser kommer frem, så det er klart dette øjeblik, jeg glæder mig mest til at opleve. Særligt hvis prins Daniel skal sige bønnen, for han er ikke så vant til det som sin hustru, siger sognepræst Jan Grønborg.

Ved en barnedåb i Danmark lader vi altid som om, præsten spørger barnet, hvorvidt det tror på Gud, og så er det den, der bærer barnet, der svarer på barnets vegne. Men i Sverige siger hele menigheden trosbekendelsen i kor, og herefter spørger præsten så forældrene, om deres barn skal døbes i kristendommen. 

Når forældrene har sagt ja, kommer så den helt store forskel; det er nemlig præsten selv, der holder barnet, mens han døber det. Herefter holder han barnet op for menigheden og beder den tage imod barnet.

I mindre kirker er det desuden helt almindelig skik, at præsten efterfølgende går ned gennem menigheden, så alle kan hilse på barnet. Dette kommer vi dog ikke til at opleve fredag formiddag på grund af kirkens størrelse og antallet af gæster, vurderer sognepræst Jan Grønborg og mener, at det er virkelig fin tradition, som han derfor selv har taget med hjem til sit virke i Danmark.

- Jeg oplever, at folk er rigtig glade for det med, at jeg går gennem kirken. Og et barn bliver jo kun døbt en gang i sit liv, så vi skal ikke sjuske med handlingen. Men det med at holde barnet, mens jeg døber det, dét tør jeg ikke. Så ville jeg bare få landets gudmødre på nakken, siger Jan Grønborg med et grin.

Kronprins Frederik skal stå fadder

I Sverige er det også helt almindeligt, at en af fadderne siger en bøn, læser et digt eller synger en sang, når barnet er blevet døbt. Men Jan Grønborg forventer ikke, at det kommer til at ske ved prins Oscars dåb fredag, da det ikke ser ud til at fremgå af det program, der er udsendt af det svenske kongehus.

Ved prins Oscars dåb skal kronprins Frederik, Norges kronprinsesse Mette-Marit, Victorias lillesøster prinsesse Madeleine samt en fætter til både kronprinsessen og prins Daniel stå faddere.

- De får i hvert fald ikke Frederik til at sige en bøn. For os danskere kan det føles meget grænseoverskridende at bede en bøn, mens andre hører på det. Kronprinsesse Victoria har derimod gjort det flere gange, siger Jan Grønborg.

Prins Oscars dåb begynder klokken 12.00, og det er ærkebiskop Antje Jackelén, der skal stå for den. Prins Oscar skal døbes i en dåbskjole, der første gang blev båret af prins Gustav Adolf i 1906, og som siden er blevet brugt ved hver eneste barnedåb i det svenske kongehus. Senest i oktober sidste år, hvor prinsesse Madeleine og Chris O’Neills søn, prins Nicolas, blev døbt.

TV 2 sender direkte fra dåben i Stockholm i tidsrummet 11-13.30.

Svensk kongehus stamtræ