Royale

Victorias fødselsdagsgave til Frederik: Fadder til den lille ny

Kronprins Frederik skal stå fadder til Sveriges prins Oscar, som skal døbes fredag.

Mens kronprins Frederik i dag fejrer sin 48 års fødselsdag herhjemme, sender det svenske kronprinsessepar en helt særlig gave over sundet.

Det svenske kongehus afslører nemlig, at kronprins Frederik fredag skal stå fadder til kronprinsesse Victoria og prins Daniels søn, prins Oscar, når han skal døbes i Slottskyrkan i Stockholm.

En dåb, som også kronprinsesse Mary deltager i.

Ud over kronprins Frederik har kronprinsesseparret valgt, at Norges kronprinsesse Mette-Marit og kronprinsesse Victorias lillesøster, prinsesse Madeleine, skal være faddere til prins Oscar.

Endelig har kronprinsesse Victoria også valgt sin fætter Oscar Magnuson, mens prins Daniel har valgt sin fætter Hans Åström.

Se hele dåben på TV 2

Prins Oscar, hvis fulde navn er Oscar Carl Olof, kom til verden den 2. marts som kronprinsesse Victoria og prins Daniels andet barn. De har i forvejen datteren Estelle på fire år. Den knap tre måneder gamle prins er nummer tre i den svenske tronfølge efter sin mor og storesøster.

Prins Oscar blev for første gang vist frem til det svenske folk, da hans morfar, kong Carl Gustaf, fyldte 70 i april.

Den lille prins skal altså døbes i morgen, fredag, og TV 2 sender hele barnedåben i tidsrummet 11-13.30, hvor Natasja Crone sammen med et ekspertpanel bestående af Annemette Krakau, Anna von Lowzow, Annette Heick, Jesper Høvring og Jan Grønborg, vil guide seerne gennem dagen.

Det er i øvrigt nærmest kutyme, at medlemmerne af de skandinaviske kongefamilier står faddere til hinandens børn.

Således er kronprins Frederik allerede fadder til den norske tronarving, prinsesse Ingrid Alexandra, mens kronprinsesse Mary er det til den svenske prinsesse Estelle. Desuden er både kronprinsesse Victoria samt det norske kronprinspar faddere til danske prins Christian.

Svensk kongehus stamtræ