Tophemmeligt møde mellem dronning og regeringsleder sker også i Danmark
Det engelske sagnomspundne møde mellem landets dronning og regeringsleder finder også sted i Danmark.
Der har været masser af mystik og spekulationer om den engelske dronnings møde med premierministeren. Mødet har blandt andet flere gange været et element i bøger og fiktionens verden.
- Mødet finder sted hver uge, når parlamentet har samling, og ingen ved noget om det udover premierministeren og dronningen. En time efter går premierministeren, og det er altid, som om han går lidt mere rank derfra, fortæller dronningens privatsekretær Edward Young i dokumentaren 'Dronning Elizabeth: Et uforglemmeligt år'.
I dokumentaren får vi dog en smule indsigt i, hvad der bliver talt om under møderne. Kameraet får nemlig lov til at optage små bidder af samtalen mellem de to - omend det nok er den mere uformelle del af samtalen, vi får indsigt i.
- De var ude at besøge en fabrik, var De ikke?
- Jo. Vicestatsministeren og jeg var ude at besøge en traktorfabrik i Basildon, svarer David Cameron på dronningens simple spørgsmål.
På søndag klokken 12.10 sender TV 2 både første og anden del af dokumentaren 'Dronning Elizabeth: Et uforglemmeligt år'. Allerede nu kan du se begge afsnit på TV 2 PLAY.
'Kongen har haft ringet'
Det er dog mere interessante emner, dronning Elizabeth og premierminister kommer ind på længere henne i samtalen. Der taler de nemlig om den politiske situation i Grækenland.
Her får dronningen afsløret, at de kongelige også ringer sammen om politiske forhold i deres egne lande.
- Kongen ringede. Han er meget bekymret, siger dronningen i dokumentaren.
Samme møde i Danmark
Og faktisk har vi et lignende møde i Danmark. Her mødes dronning Margrethe nemlig en gang om ugen med landets statsminister.
- De taler sammen en gang om ugen. Her bliver dronningen informeret om, hvad der sker indenrigs- og udenrigspolitisk i Danmark, fortæller Lars Hovbakke Sørensen, historiker og kongehusekspert, til TV 2.
- Det kunne blandt andet handle om diskussionen omkring kamply og hvilke politiske overvejelser, der ligger bag, forklarer han.
Meningen med mødet er ifølge Lars Hovbakke Sørensen, at dronningen skal vide, hvad der foregår, hvis landet kommer i en pludselig krisesituation, som kræver handling fra dronningens side.
- Hvis hun i en ekstrem situation skal tage stilling, er det vigtigt, at hun har været fuldt informeret om udviklingen op til det punkt, fortæller han.
Levn fra mere magtfulde tider
Ifølge Lars Hovbakke Sørensen og historiker Sebastian Olden-Jørgensen, er møderne mellem dronnningen og statsoverhovedet et levn fra en tid, hvor Kongehuset havde en større politisk rolle i samfundet.
- Går man tilbage til før grundloven, havde Kongehuset stadig en politisk rolle at spille. Men efter 2. Verdenskrig var den rolle definitivt ovre.
Dog kan den siddende regent sagtens komme til at give sin mening til kende over for den folkevalgte leder - omend på en mere indirekte måde.
- Det kan ikke undgås, at hun i et omfang giver sin mening til kende over for statsministeren. Det kan ikke undgås, at hun har en mening om politiske emner, og med de spørgsmål hun stiller og kommentarer, hun kommer med, har hun indirekte givet sin mening til kende. Der har statsministeren fuldstændig tavshedspligt, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.