Royale

Prins Henrik blev hvirvlet rundt over København

Tivolis nye forlystelse blev indviet i dag, og Prins Henrik var en af de første modige.

Prins Henrik kom uden at vide det til verdenspremiere på Tivolis nye forlystelse, Fatamorgana, tirsdag.

Tivoli indviede nemlig deres nye tre-i-én forlystelse i dag, og selvom prinsen egentlig ikke var klar over, at forlystelsen var helt ny, så lod han sig gerne overtale til at prøve en af de tre rundture, som Fatamorgana byder på.

Han valgte den "mellemste" i farlighed. Og den tør han også godt byde sin børnebørn, når han har dem med ved en anden lejlighed.

- I kan vente til jeg kommer med mine børnebørn, sagde han kækt til de forsamlede journalister før turen op i den 45 meter høje forlystelse.

Fatamorgana består af tre forskellige forlystelser. Nederst er der radiobiler for børn, og oppe i 30 meters højde kører to forlystelser rundt. En, hvor man kører fornuftigt rundt og kan nå at nyde udsigten, og en vildere, hvor gæsterne bliver slynget vildt rundt med 2,5 G Kraft (det vil sige med en kraft, der svarer til 2,5 gange jordens tyngdekraft).

Prins Henrik valgte den ”mellemste” forlystelse, hvor man kunne nå at se udsigten over København.

Video fra Tivoli TV - Céline Nordberg Nielsen/Anders Garde Kongshaug/Christoffer Sandager