Royale

Mary til prins Daniel: Tager du lige et billede?

Kronprinsesse Mary kunne ikke dy sig for at bede svenske prins Daniel om at tage et billede af hende og guddatteren prinsesse Estelle.

Sveriges kong Carl Gustaf, der lørdag fylder 70 år, er dagens helt store omdrejningspunkt. Men den danske kronprinsesse Mary snuppede alligevel spotlightet for et kort øjeblik lørdag middag.

Det skete, da hun kaldte sin guddatter, prinsesse Estelle, hen til sig og bad den fireårige prinsesses far, prins Daniel, om at tage et billede af de to med sin mobiltelefon.

Beredvilligt satte prins Daniel sig på hug og tog et billede af de to prinsesser, der en dag bliver dronninger af henholdsvis Danmark og Sverige.

Men billedet med prinsesse Estelle var ikke nok for kronprinsessen, der er i Stockholm sammen med kronprins Frederik, dronning Margrethe og prinsesse Benedikte for at fejre Carl Gustafs runde dag.

Fotograferede lille, ny prins

Hun ville nemlig også have et billede af veninden kronprinsesse Victoria og den lille prins Oscar, der blev født den 2. marts i år.

Kronprinsesse Victoria benyttede nemlig sin fars fødselsdag til at fremvise sit andet barn til det svenske folk, da hele kongefamilien samledes på balkonen på Stockholm Slot for at hilse på det svenske folk.

På balkonen kunne dagens fødselar og resten af den kongelige familie nyde et stort kor bestående af cirka 1.500 svenskere, som sang adskillige sange for deres monark.

En af dem var rockgruppen Kents ikoniske hymne 'Sverige', og under det nummer gjorde især prinsesse Estelle sig bemærket ved at lege med sine forældre og sin tante, prinsesse Sofia. Se klippet i videoen her.