Det ville Margrethe aldrig gøre: Den svenske konge overrasker TV 2-vært
Sveriges kong Carl Gustaf tog fusen på TV 2s royale ekspertpanel under fejringen af sin 70 års fødselsdag lørdag formiddag.
- Lige det her har vi aldrig nogensinde set herhjemme på samme måde.
Det var en overrasket Natasja Crone, der lørdag formiddag så den svenske kong Carl Gustaf gøre noget, som dronning Margrethe aldrig er set gøre.
I løbet af fejringen af sin 70 års fødselsdag fik helt almindelige svenskere, primært børn, nemlig mulighed for at lykønske kong Carl Gustaf med hans runde dag ved at trykke hånd og udveksle et par ord med ham.
- Det er et programpunkt, der virkelig har fået tid. Der er plads til, at utrolig mange børn kan få lov til at komme op og sige tillykke og give blomster til kongen, kommenterede Natasja Crone, inden kongen overraskede den ellers så garvede royale reporter og kommentator.
Tog billede med lille pige
Pludselig bøjede han sig nemlig ned til en pige og lod sig velvilligt fotografere med hende, mens hendes mor fik foreviget det store øjeblik på sin mobiltelefon.
- Og han bliver stående, udbrød kongehusekspert Steffen Løvkjær i TV 2s sending.
Hele TV 2s ekpertpanel, der også tæller Billed-Bladets chefredaktør Annemette Krakau og journalist Annette Heick, var da også enige om, at dronning Margrethe sandsynligvis aldrig ville stille op til en lignende situation.
- Det tætteste, vi er kommet på den slags herhjemme, er for et par generationer siden, når Christian 10. var på sin daglige ridetur, og den faldt sammen med hans fødselsdag. Der har vi fine sort/hvide-klip, hvor han kommer hjem med favnen fuld af blomster, der er blevet overrakt til ham, sagde kongehusekspert Steffen Løvkjær.
Senere på dagen blev kong Carl Gustaf igen hyldet på utraditionel vis, da han fra slottets balkon blev mødt af et kæmpekor med tusindvis af svenskere, der sang en særlig fødselsdagssang for ham.
Se klippet her.