Royale

Ekspert om Mary-udtalelse: Det er lige på grænsen

Kronprinsesse Mary peger på manglende ligestilling i nyt interview. Men det klinger hult, når Kongehuset besøger Saudi-Arabien, mener ekspert.

Der mangler ligestilling for kvinder i både udlandet og herhjemme. 

Sådan lyder hovedbudskabet i et stort interview med kronprinsesse Mary i magasinet Eurowoman

Et interview lavet i forbindelse med konferencen 'Women Deliver', som fokuserer på kvinders sundhed og rettigheder - og afholdes i København i maj. 

- Jeg tror, at de fleste danskere er klar over, hvor godt vi har det, og at der er stor undertrykkelse i andre dele af verden. Men jeg håber, at konferencen kommer til at skabe diskussion, siger kronprinssesen om konferencen i interviewet og fortsætter:   

- Jeg håber, at konferencen kan skabe lidt mere forståelse for vilkårene for kvinder i andre dele af verden, fordi vi har det så godt her i Danmark. Vi er enormt privilegerede.   

Peger på hjemlige problemstillinger

Det er dog ikke kun problematikker i udlandet, kronprinsessen sætter ord på i interviewet. 

Hun peger også på vold i hjemmet og for få kvinder i topposter som helt konkrete problemstillinger herhjemme, når det kommer til danske kvinders ligestilling og rettigheder. 

- Jeg håber, at danskerne bliver rørt af konferencens temaer og får lyst til at vide mere. Og måske er der noget, der vækker så meget forargelse, at de får lyst til at gøre noget, siger hun i interviewet. 

Men bliver kronprinsessen politisk, når hun peger på så konkrete problemstillinger i det danske samfund? 

Hvad mener du? Synes du, at kommentaren går over grænsen? Deltag i debatten på Facebook her.

Flugter politiske dagsordener 

Kongehusekspert og forfatter Trine Villemann mener, at Mary med sin udmelding går tæt på at være politisk:  

- Det er en udmelding, der flugter visse politiske dagsordener, som nogle partier har. Der er partier, der har konkrete udspil på området, siger hun og fortsætter: 

- Men det er en fuldstændig harmløs udmelding og derfor ikke noget, der får Folketinget til at reagere, siger hun.  

Ekspert: Mary er ikke politisk

Spørger man Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekspert i Kongehuset, er der ikke tale om en politisk udmelding. Det skyldes to årsager. 

For det første: 

- Hvis Mary kommer med en udmelding, som langt hovedparten af befolkningen er enig i - i det her tilfælde, at man ikke skal diskriminere kvinder - er det ikke en politisk udmelding, siger han og fortsætter: 

- For det andet er det heller ikke politisk, når man påpeger problematikker og ikke løsningsforslag. Det er op til de demokratisk valgte repræsentanter i Folketinget at komme med forslag til løsninger, argumenter Lars Hovbakke Sørensen.   

Saudi-Arabien er varm politisk kartoffel

Men spørger man ind til Kongehusets rejseplaner - og motivationen bag turen til Saudi-Arabien - får man formentlig ikke noget svar. Så er det nemlig politiske udmeldinger. 

- Så bliver kongehuset politisk og laver sin egen udenrigspolitik. Det er Folketinget, der bestemmer, hvor de tager hen og hvem, de besøger. Man kan ikke forvente, det er de kongelige, der bestemmer - det er de parlamentarisk valgte, der træffer de beslutninger, siger Lars Hovbakke Sørensen. 

Her er Trine Villemann uenig. 

Hun finder det "ironisk" at Mary italesætter for få kvinder i topposter, når det mest fornemme embede i landet beklædes af en kvinde - Dronning Margrethe. 

Og når det, der virkelig burde italesættes, er Kongehusets besøg i Saudi-Arabien for nylig.   

- Hykleriet er ikke til at undgå at få øje på. Hvis Kongehuset ikke ville til Saudi-Arabien, så var de heller ikke blevet sendt afsted. Det er deres beslutning, siger hun.   

Må kongehuset være politiske? 

Kongehusets politiske rolle blev så sent som søndag eftermiddag taget op i presselogen på TV 2. 

Berlingske bragte nemlig i marts - en måned efter kronprinsparret var på officielt besøg i Saudi-Arabien - en flersidet artikel med kronprinsesse Mary. Her fortæller kronprinsessen om sit arbejde for ligestilling og beskyttelse af kvinders og pigers rettigheder.

Besøget i Saudi-Arabien er imidlertid ikke nævnt i artiklen, og det undrede chefredaktør på Ekstra Bladet Karen Bro i Presselogen, da landet ofte kritiseres for ikke at overholde menneskerettighederne.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen argumenterede dog for, at det slet ikke giver mening at spørge om Kongehusets tur til Saudi-Arabien, da der er tale om en politisk beslutning, og at Kongehuset ikke udtaler sig om politiske anliggender.

Du kan se debatten herunder:  

Berlingske har ladet kongehuset godkende både tekst og billeder. En klar fejl, mener Ekstra Bladet