Royale

Opbrud i Kongehuset: Det skal dronning Margrethe give videre

Dronningen nærmer sig så småt dagen, hvor tronen skal gives videre til kronprins Frederik. Her er eksperternes bud på, hvad hun skal videregive.

Flere eksperter vurderer, at Kongehuset i øjeblikket gennemgår et generationsskifte, hvor kronprinsparret i højere grad overtager flere af de opgaver, som traditionelt hører til dronning Margrethe og prins Henrik. 

Men der kommer ifølge historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen først et officielt generationsskifte, når dronningen dør. Når kronprins Frederik så småt begynder at få mere ansvar, er der en række kvaliteter ved dronning Margrethe, som hun gerne må give videre til kronprinsen i som rolle som monark. 

- Jeg synes, at man har oplevet hende som et udpræget pligtmenneske. Og den pligtfølelse ser hun gerne videreført, siger Sebastian Olden-Jørgensen, lektor fra Københavns Universitet og forfatter til en bog om Kongehuset.

Det er Lars Hovbakke Sørensen enig i.

- Hun har i høj grad forsøgt at give sin seriøsitet, ansvarsfølelse og pligt over for rollen videre til kronprins Frederik. Han vil sikkert gå op i nogle andre ting, end dronningen har gjort, men han skal især tage sin pligt som konge alvorligt, siger han.

Dronning Margrethe fornyede brugen af skibet Dannebrog i sin regeringstid. Her går hendes forældre kong Frederik og Dronning Ingrid om bord på skibet.

Fornyede nytårstalen og sejlladsen

Udover sin indædte pligtfølelse, skal kronprins Frederik ifølge eksperterne også tage sin mors traditioner som nytårstalen og sejlladsen rundt omkring i det danske land med sig. De to ting er nemlig noget, som dronningen har haft succes med at forny.

- Netop nytårstalen er et godt eksempel på en tradition, som dronningen har taget til sig og givet sit eget præg. I dag er nytårstalen noget særligt og har en væsentlig betydning for danskerne. Så den vil være en god ide at føre videre.

- Sejlturen rundt i Danmark har også haft stor betydning, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Ovenstående moderniseringer af Kongehuset har været med til at give befolkningen en følelse af demokratisering, mener Sebastian Olden-Jørgensen.

- Dronningen har skabt, videreudviklet og forvandlet en del med nytårstalen og rejser rundt i landet. Hun har bevaret en række traditioner, og med videreudviklingen har hun opbygget en form for 'good will' i befolkningen. Det har været med til at skabe en forventning om, at Kongehuset er åbne og til stede i offentligheden, siger han.

Frederik skal trampe sin egen sti

Dronning Margrethe har ifølge forfatter og kongehusekspert Trine Villemann aldrig været lige så folkekær som for eksempel sin far kong Frederik. Netop derfor skal kronprins Frederik gå sine egne veje. 

- Frederik skal trampe sine egne stier. Det sidste, han skal gøre, er at være konge, som hans mor var dronning, siger hun.

Det skal han især, fordi han allerede er en folkekær kronprins, der modsat sin mor viser følelser i det offentlige rum.

- Han løber lige en ironman, han græder i kirken, og vi tilgiver ham, når han kører over en lukket bro. Så han skal bare fortsætte med at være sig selv. 

- Så får vi jo en yderst kvalificeret kvinde som dronning af Danmark i form af Mary. Hun bliver guld værd – og er det allerede. Så hvis de sammen kan finde ud af at modernisere Kongehuset, kan vi - med den popularitet de har - få en 'ny kong Frederik og dronning Indgrid', siger Trine Villemann, hvilket Sebastian Olden-Jørgensen er enig i:

- Han skal genopfinde sig selv og kongehuset. Han kan ikke blot fortsætte med det, som dronningen har gjort.

Kongehus DK

Dronning Margrethe har ikke kun givet en række ting videre til kronprins Frederik. Hun har også især hjulpet prinsesse Marie med at finde sig til rette, efter hun kom til Danmark fra Frankrig.

Hør, hvad dronningen har lært prinsesse Marie i videoen nedenunder.