Royale

Vrede over Alexandras salg af millionvilla: Derfor er hun stadig vigtig for kongehuset

Der er to gode grunde til, at grevinde Alexandra stadig har et forhold til den royale familie ifølge kongehus-ekspert.

Flere danskere raser i øjeblikket over grevinde Alexandras gevinst, efter at hendes hjem er blevet solgt for et millionbeløb på Østerbro. 

Hun modtog villaen, da hun blev separeret fra prins Joachim i 2004. 

Grevinden får også 2,3 millioner i apanage om året, hvilket har fået nogle brugere til tasterne.

Selv om Alexandra i en årrække ikke har været en del af det danske kongehus, er det vigtigt for den royale familie at bevare en god relation.  

Det fortæller historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til TV 2. 

- Der, hvor hun stadig spiller en rolle, og hvor mange opfatter hende positivt, er i rollen som mor for Nikolai og Felix. Det er også en af de væsentligste grunde til, at hun stadig har med den kongelige familie at gøre i et eller andet omfang, fortæller han.

16-årige Nicolai og 13-årige Felix var i de første år af deres liv de eneste børn i det danske kongehus, indtil 10-årige prins Christian blev født, og det har haft betydning for deres rolle i familien.

- De to sønner har spillet en meget stor og positiv rolle i det danske kongehus. Derfor er det vigtigt, at man ikke sætter Alexandra ud på et sidespor. Det er vigtigt, at de har et tåleligt forhold på grund af de to sønner, siger han.

Til salg for 25 millioner

Det hvide 294 kvadratmeter store palæ har været Alexandra og sønnernes hjem siden 2004, da grevinden blev separeret fra prins Joachim. 

Alexandra og prins Felix bor alene i huset, mens storebror prins Nikolai går på kostskolen Herlufsholm. 

Huset blev sat til salg for 25 millioner kroner, men hvor meget den endelige salgspris endte på, er endnu ikke offentliggjort.

Mens Alexandra er kommet i modvind, oplever de to prinser en popularitet ifølge kongehuseksperten. Og det smitter i sidste ende også af på deres mor. 

- Folk synes, de er godt opdraget, og det er meget hendes fortjeneste. Det er det, som nogen sommetider glemmer, at der har hun spillet et vigtig rolle i at forberede den næste generation af kongehuset i at varetage opgaven bedst muligt, selv om hun ikke selv er en del af foretagendet længere, fortæller Lars Hovbakke Sørensen. 

Hvor Alexandra og prinserne nu skal bo, vides ikke, men grevindens ven, kendisfrisøren Dennis Knudsen, har udtalt til BT, at han tror, det bliver en af de store herskabslejligheder i indre by.