Royale

TV 2's brugere raser over Alexandras hussalg: - Nu må hun vist være selvforsørgende

Grevinde Alexandra har solgt det palæ, hun fik efter skilsmissen fra prins Joachim. Det vækker nu harme.

Efter blot to måneder på markedet, har grevinde Alexandra solgt sit palæ på Østerbro i København. Huset blev sat til salg for 25 millioner kroner, men hvor meget den endelig salgspris endte på, er endnu ikke offentliggjort.

Nyheden om hussalget forarger en del af TV 2's brugere.

- Undskyld, men er det ikke snart på tide, at det "offentliges tilskud" til Alexandra tages væk? Hun er vist det, man kan kalde "rimelig selvforsørgende" - der er vist andre i dette land, der er mere værdige OG trængende til at få de penge, skriver Connie Jensen på Facebook - en kommentar der i skrivende stund har fået over 100 likes.

- Det er et mærkeligt system, at vi "hænger" på tidligere kongelige økonomisk, skriver Marianne Pedersen.

- Det er vel ikke Alexandra, der er noget galt med, men lovgivningen, som andre piger, der lader sig skille fra en rig mand, må hun klare sig selv evt. med hustrubidrag, men det offentliges forsørgerpligt må høre op. Joachim kan jo nå at skifte model mange gange endnu. Dem skal vi så også forsørge, skriver Tove Willemann.

- Så kan hun jo passende leve for de penge i stedet for at nasse på det offentlige, skriver Marianne Dyreborg Jessen Bryld.

Og den holdning går igen i en lang række kommentarer på TV 2's Facebookside. Enkelte ønsker dog grevinden tillykke med salget.

- Dejligt for Alexandra, at hun har fået solgt sit hus, ønsker hende alt godt i fremtiden, skriver Ulla Sølvberg von Essen.

Får 2,3 millioner i apanage

Det hvide palæ på Østerbro har været grevinde Alexandra, prins Nikolai og prins Felix's hjem siden 2004, da hun blev separeret fra prins Joachim. I 2005 gik skilsmissen igennem.

I 2007 blev grevinden gift med Martin Jørgensen, som boede i huset indtil efteråret 2015, hvor parret blev skilt. I dag bor Alexandra og prins Felix alene i huset, mens storebror prins Nikolaj går på kostskolen Herlufsholm.

Hvor Alexandra og prinserne nu skal bo, vides ikke.

I 2016 får Alexandra 2,3 millioner kroner i apanage. Til sammenligning får prins Joachim 3,5 millioner og kronprins Frederik 19,6 millioner, hvoraf de to millioner går til kronprinsesse Mary.