Efter bal hos dronningen: - Vi vidste ikke, hvad vi skulle danse
Mathilde Norholt gennemlevede et vaskeægte Askepot-bal tirsdag aften, men lancieren var knap så vellykket.
Lysekroner, glimtende diademer og lange rober. At blive inviteret til bal hos dronningen, er noget de fleste piger kun må drømme om.
Men for nogle blev drømmen til virkelighed tirsdag, da 350 kendte danskere blev inviteret til kulturbal hos dronningen.
For skuespillerinde Mathilde Norholt var det første gang, hun var til bal hos de kongelige, og til aftenens anledning havde hun fået kreeret en sand askepot-kjole.
Alligevel havde hun ikke turde sætte forventingerne for højt op.
- Jeg ville ikke sætte mine forventninger for højt - slet ikke med noget, der var så stort, som det her. Men de forventninger, jeg ikke ville indrømme, jeg havde, blev i hvert fald indfriet 100 procent, fortæller en imponeret Mathilde Norholt til TV 2.
Ingen vidste, hvad vi skulle danse
Trods de nedsatte forventniger havde skuespillerinden og kæresten øvet sig på den obligatoriske dans lancier. Men det var ikke helt uden problemer.
- Vi havde øvet os lidt hjemmefra, men problemet er, at der ikke er to videoer på 'Youtube', der er ens, og vi vidste ikke hvilken én lancier, vi skulle danse. Vi endte så i en kvadrille, hvor ingen vidste, hvad vi skulle. Vi var helt sikkert ikke den kønneste kvadrille, men vi havde det i hvert fald sjovt, griner Mathilde Norholt.
Hun og kæresten fik dog ikke mulighed for at danse sammen med kongefamilien, men ifølge Mathilde Norholt var det nok også bedst.
- Vi dansede ikke med nogen kongelige, hvilket nok - med stor respekt for dem - var en meget gode ide, klukker hun.
Dansede med kronprinseparret
En anden der dog fik mulighed for at danse med de kongelige, var musicalstjernen Maria Lucia. Nærmere bestemt dansede hun og gemalen i samme kvadrille som kronprinseparret.
- Min mand og jeg dansede lancier med blandt andet kronprinseparret, Anne Cathrine Rabnietzk og Trine Dyrholm. Det var så sjovt og nede på jorden. Jeg er mega fan af kronprinsen og kronprinsessen, fortæller hun til TV 2.
For Maria Lucia var tirsdag aften, en oplevelse hun aldrig vil glemme.
- Jeg har haft en fantastisk aften. Et fantastisk minde, som jeg for altid vil huske. Jeg kunne ikke lukke et øje i aftes, da jeg langt om længe lagde mit hoved på puden, og da jeg vågnede, var det hele næsten som en drøm, forklarer hun.
En magisk aften
Også for Mathilde Norholt var det en aften, der sent bliver glemt.
- For at sige det som Askepot så fint gør: "Sådan et bal må være fuldstændig vidunderligt". Det var virkelig vidunderligt - nærmest magisk, siger hun og fortsætter:
- Maden var virkelig god, jeg spiser ikke kød så tit af etiske grunde, men det smagte simpelthen så godt i går, så det var en god aften at spise kød på. Vi fik tre retter og nogle dejlige vine, som var prinsgemalens egne. Hver detalje var virkelig kælet for.
Et af højdepunkterne ved festen var blandt andet at hilse på kongefamilien. Noget som nogle nok ville finde en smule nervepirrende, men Mathilde Norholt tog det i stiv arm.
- Det var rigtig specielt at hilse på kongefamilien. Men jeg var ikke nervøs for det, jeg var mere spændt. Jeg tror, at jeg gennem mit arbejde, er blevet vant til at være nervøs så ofte, at man må vælge at se bort fra den nervøsitet, hvis det skal gå godt. Og i aftes skulle det bare gå 'smooth', forklarer hun.
’The show must go on’
Selvom man har været til magisk bal hos dronningen, er der ikke tid til at ligge på den lade side.
Dagen derpå er begge skuespillerinder i fuld gang med arbejdet. Mathilde Norholt er på optagelse i Sverige, og Maria Lucia skal et smut til Aalborg.
- Jeg har ømme fødder i dag, og håber at stemmen holder til aftenens koncert i Aalborg. ’The show must go on’, lyder det fra Maria Lucia.