Royale

Ankerdal afslører: Sådan forløb kendisballet hos dronningen

TV 2-vært Morten Ankerdal var med til dronning Margrethes kulturbal tirsdag aften. Læs hans beretning fra festen her.

- Aftenen forløb fuldstændig fantastisk, og det var sindssygt sjovt.

Sådan lyder TV 2-værten Morten Ankerdals umiddelbare beskrivelse af det kulturbal, som dronning Margrethe tirsdag aften afholdt for cirka 350 kulturpersonligheder og kendte danskere på Christiansborg Slot. 

Om aftenselskabet

Aftenselskab for kunst og kultur blev første gang afholdt af regentparret i 1976 under navnet 'Arts et Lettres' (kunst og ord). Siden har regentparret inviteret til aftenselskaber for kunst og kultur i 1985, 1998 og senest i 2009.

Selskaber, hvor de inviterede var beskæftigede inden for kunst og kultur, kan dateres tilbage til Christian VIII's (1786-1848) tid, hvor kongen på baggrund af sin store interesse for kunst, kultur og videnskab indbød til selskab på slottet.

Kilde: Kongehuset

Sammen med sin hustru Vibeke Ankerdal var Morten Ankerdal inviteret til festen, og selv kom han til at sidde i overordentligt fint selskab, da han blev placeret ved prins Joachims bord sammen med blandt andre skuespiller Trine Dyrholm, speedwaykører Nicki Pedersen og filminstruktør Anders Walter.

- Prins Joachim var en fantastisk bordherre og stærkt underholdende. Når man kommer til at sidde ved bord med en fra den kongelige familie, er det jo dem, der sætter stemningen, og han skabte en vidunderlig stemning og gjorde det hyggeligt lige fra starten, siger Morten Ankerdal til TV 2.

Tempo på serveringen

På menuen stod brandade af saltet torsk, marinerede rejser og krydderurtesalat til forret, oksemørbrad til hovedret og endelig pomeransfromage til dessert. Alt smagte "superlækkert" ifølge Morten Ankerdal, der dog havde en lidt særlig udfordring i forhold til maden.

- Tempoet i middagen er relativt højt, fordi der er underholdning mellem retterne, så jeg havde lidt travlt med at nå at spise færdig, siger han med et grin.

Efter forretten optrådte Københavns Drengekor, og efter hovedretten leverede PIVOT Dance Company en flot og elegant opvisning, der endte med, at både Den Kongelige Livgardes Musikkorps og det big band-orkester, der skulle spille senere på aftenen, kom ind og spillede med.

Ulf Pilgaard bød badminstjerne op til dans

Da det ud på aftenen blev tid til den berygtede lancier, valgte Morten Ankerdal at sidde over. Han var mødt op til festen med feber og nøjedes derfor med at overvære hele dansen stående fra sidelinjen – hvilket han efterfølgende fortrød en smule.

- Jeg havde lært de første sekvenser, men jeg turde simpelthen ikke kaste mig ud i det. Jeg var rigtig ked af, jeg ikke havde lært den til ende. Men der var sådan en festlig stemning under dansen, som fandt sted i Riddersalen, og alle tog den med højt humør. Næste gang, jeg skal holde fest derhjemme, skal der helt sikkert danses lancier, siger Morten Ankerdal og fortsætter:

- I Ulf Pilgaards kvadrille (en enhed af fire mænd og fire kvinder, der danser sammen, red.) manglede de en kvinde, så han fik shanghajet badmintonspilleren Christinna Pedersen, og det var et fantastisk indhop, hun lavede. Jeg kunne se, at Jan Gintberg kæmpede en god kamp, men han klarede det så flot.

Aftenens største øjeblik

I kraft af sin rolle som vært og kommentator på TV 2 har Morten Ankerdal hilst adskillige gange på kronprins Frederik og prins Joachim, ligesom det også er blevet til nogle møder med kronprinsesse Mary.

Tirsdag aften fik han også mulighed for at tale med prinsesse Benedikte om hendes store interesse for ridesport – og så fik han for første gang lejlighed til at hilse rigtigt på dronning Margrethe.

- Aftenens største og mest specielle øjeblik var selvfølgelig, da man afleverede sit navnekort, fik råbt sit navn op og så trådte ind foran kongefamilien. Det var stort for både Vibeke og jeg, siger Morten Ankerdal.

Omkring midnatstid gjorde dronningen tegn til, at festen lakkede mod enden, da hun gik rundt i selskabet og samlede den øvrige kongelige familie op. Kort efter forlod Morten Ankerdel og hans hustru da også festen – med nogle uforglemmelige minder med i håndtasken.

- Jeg har jo ikke prøvet at være til den slags fester før, men alt var bare så gennemført og arrangeret til mindste detalje. Jeg har aldrig været til en fest, der var så velarrangeret. Det var en stor oplevelse og en fornøjelse at være med til, siger han.