Ups: Her kommer Medina for sent til hofbal med ny model-kæreste
Dronning Margrethe er tirsdag aften vært for hofbal på Christiansborg. Se interviews fra den røde løber her.
Tirsdag aften er dele af det danske sports- og kulturliv inviteret til hofbal hos dronning Margrethe på Christiansborg.
De kendte skulle planmæssigt være ankommet mellem 18.30 og 19.15, men sangerinden Medina og hendes kæreste Sebastian Lund var 20 minutter for sent på den.
Det var derfor en lidt stresset sangerinde, der hurtigt måtte haste videre fra de ventende fotografer og journalister.
- Sådan er det bare med mig tit, sagde Medina med et smil om forsinkelsen.
Inden da nåede hun dog at sætte et par ord på aftenens fest.
- Det er en meget, meget speciel aften. Man ved jo aldrig, om man bliver inviteret igen. Så jeg er meget, meget stolt over at blive inviteret. Og det vil jeg helt sikkert fortælle mine små børn om en dag.
Ottesen under pres: - Det ved jeg ikke. Go' røv
Da den danske svømmer Jeanette Ottesen var på vej ind til festen, kom hun med et noget uventet svar på, hvad hun har tænkt sig at sige til Dronningen, hvis hun får mulighed for at tale med hende.
- Pres. Det ved jeg ikke. Go’ røv, siger Jeanette Ottesen til TV 2 og griner.
Christopher: Stolt over at være her
Sangeren Christopher ankom til festen med sin kæreste Cecilie Haugaard. Begge var meget spændte
- Det er fantastisk og en kæmpe ære at være inviteret til så fint et selskab. Vi er meget, meget spændte og stolte over at være her. Og vi glæder os sindssygt meget, siger Christopher og tilføjer:
- Det er virkelig specielt, og det er selvfølgelig ikke alle, der får sådan en oplevelse.
Middag og dans
Når gæsterne er ankommet til Drabantsalen på Christiansborg vil der være præsentation for den kongelige familie.
Derefter står den på en tre retters middag, inden der skal danses lanciers.
Fra den kongelige familie deltager H.M. Dronningen, Kronprinsparret, H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie og H.K.H. Prinsesse Benedikte.
Du kan følge hofballet på Christiansborg aftenen igennem her på tv2.dk og på TV 2 Charlie.