Royale

Husker du sidste kulturbal? Prinsesse Marie blev glemt og lesbiske sportsstjerner sprang ud

Tirsdag aften afholder dronning Margrethe bal for cirka 350 kulturpersonligheder. Vi ser tilbage på de største historier fra det seneste bal i 2009.

Cirka 300 af landets største navne inden for sport, musik, film og øvrig kultur er tirsdag aften inviteret til "kendisbal" på Christiansborg Slot, hvor dronning Margrethe er vært. 

Blandt de inviterede er popsangerne Christopher, Mads Langer og Stine Bramsen og sportsfolk som Sara Slott Petersen, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, som alle har delt billeder af deres invitation på Instagram.

Om aftenselskabet

Aftenselskab for kunst og kultur blev første gang afholdt af regentparret i 1976 under navnet 'Arts et Lettres' (kunst og ord). Siden har regentparret inviteret til aftenselskaber for kunst og kultur i 1985, 1998 og senest i 2009.

Selskaber, hvor de inviterede var beskæftigede inden for kunst og kultur, kan dateres tilbage til Christian VIII's (1786-1848) tid, hvor kongen på baggrund af sin store interesse for kunst, kultur og videnskab indbød til selskab på slottet.

Kilde: Kongehuset

Det er bestemt ikke alle forundt at blive inviteret til bal af dronningen. Det er nemlig kun femte gang i sin tid som regent, at dronning Margrethe afholder arrangementet, der officielt kaldes for aftenselskabet for kunst og kultur.

Det seneste aftenselskab for kulturlivet blev afholdt i 2009, og aftenen bød på flere gode historier, som vi her ser tilbage på i dagens anledning.

De bedste historier fra ballet i 2009

  1. Prinsesse Marie blev glemt

    Prinsesse Marie var højgravid med sit og prins Joachims første barn på aftenen, men havde trods sin graviditet ikke travlt med at komme hjem og ligge. Tværtimod.

    Ifølge Ekstra Bladet blev prinsesse Marie nemlig glemt af den øvrige kongelige familie, da de forlod ballet ud på aftenen.

    Først da den kongelige familie var nået gennem tre gemakker på Christiansborg, gik det op for dem, at prinsesse Marie ikke var med. Hun stod stadig og talte med de prominente gæster ved festen og kom først med resten af familien, da en tjener fik fat i hende og sendt hende af sted.

  2. Skov og Kiærskou sprang ud som par

    Det tidligere håndbold-superpar Rikke Skov og Lotte Kiærskou valgte at bruge ballet i 2009 til for første gang at vise sig offentligt som par. De to kvinder havde egentlig dannet par i adskillige år, men havde aldrig officielt stået frem som par. Indtil den aften i marts 2009.

    - Vi har holdt lav profil i mange år, og det bliver der ikke lavet om på. Men nu, hvor vi var inviteret til fest hos dronningen sammen, ville vi ikke gemme os, sagde Lotte Kiærskou dengang til BT.

    Rikke Skov og Lotte Kiærskou har sammen to børn, men gik hver til sit i 2011.

  3. Kronprins Frederik på krykker

    Ved selskabet i 2009 vakte kronprins Frederik opmærksomhed, da han under hele aftenen måtte støtte sig til to blå krykker.

    På en skiferie med familien en måneds tid inden ballet var han nemlig kommet galt af sted og fik et lille brud ved anklen. Han blev opereret på Rigshospitalet en uges tid inden det store bal og var efterfølgende tvunget til at gå med benet i gips i flere uger.

    - Det går fremad, svarede kronprins Frederik dengang de fremmødte journalister, der også spurgte, om han var i smerter.

    - Ikke når man tager piller, lød hans svar.

Se aftenens gæster ankomme til Christiansborg Slot på TV 2 CHARLIE, der sender direkte fra klokken 18.10. Du kan også følge med på TV 2 PLAY.