Royale

Derfor flager busserne i dag

Har du også undret dig over, hvorfor der er flag på busserne i dag? Det skyldes en royal fødselsdag.

Masser af dannebrogsflag tager i dag, fredag, imod tusindvis af danskere, der skal med en bus på arbejde.

Kronprinsesse Mary fylder nemlig 44 år, og det fejrer flere busselskaber landet over traditionen tro med to rød-hvide flag forrest på busserne.

Kronprinsessen, der blev født Mary Elizabeth Donaldson, kom til verden den 5. februar 1972 i Hobart i Tasmanien. I 2000 mødte hun kronprins Frederik i Sydney i forbindelse med OL. 

Mary Donaldson fik titlen som kronprinsesse af Danmark, da hun den 14. maj 2004 giftede sig med kronprins Frederik i Københavns Domkirke.

Kun dele af landet flager

Det er dog ikke alle landets busselskaber, der flager for kronprinsessen i dag. Mens Movia flager i hovedstadsområdet, og Nordjyllands Trafikselskab gør det i det nordjyske, er der ingen flag på eksempelvis Midttrafiks og Sydtrafiks busser i dag. Den eneste royale fødselsdag, de markerer, er dronning Margrethes fødsesldag den 16. april.

Her er oversigten over de kongelige fødselsdage, som får i hvert fald Movia til at hejse flaget.

5. februar: Kronprinsesse Marys fødselsdag

6. februar: Prinsesse Maries fødselsdag

16. april: Dronning Margrethes fødselsdag

29. april: Prinsesse Benediktes fødselsdag

26. maj: Kronprins Frederiks fødselsdag

7. juni: Prins Joachims fødselsdag

11. juni: Prins Henriks fødselsdag