Se billederne: Margrethe på iskold karettur gennem København
I dag er andendagen for de årlige nytårskure, som dronning Margrethe for første gang skal være vært for alene, da prins Henrik er gået på pension
I dag afholder dronning Margrethe for anden dag i træk nytårskur. Det er den sidste i år, og i denne omgang er det for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og protektioner.
Traditionen tro kørte hun gennem hovedstaden i morges klokken ni i 'den britiske guldkaret'. Turen startede, da hun blev hentet i sit hjem på Amalienborg Slot og endte ved Christiansborg, hvor nytårskuren afholdes.
Og det har formentlig været en rigtig kølig fornøjelse, for det forlyder, at der ikke er installeret nogen form for varme i kareten.
- Lige nu er dronningen og kronprinseparret i gang med de første af dagens nytårskure. Det er jo en stor dag i dag, omkring 750 personer forventes at komme igennem i løbet af dagen. Alle får et håndtryk af majestæten og kronprinseparret, fortæller TV 2's reporter på stedet Camilla Slyngborg.
Ingen Prinsgemal
Dronningen får følgeskab af Kronprinseparret og ikke Prinsgemalen, som hun plejer.
I en pressemeddelelse umiddelbart efter dronning Margrethes nytårstale skrev hoffets kommunikationsafdeling følgende:
'Hans Kongelige Højhed vil ”drosle ned”. Det indebærer, at Prinsgemalen fremover ikke deltager i en række officielle arrangementer og begivenheder, bl.a. nytårskure, Folketingets åbning, ambassadørmodtagelser og statsbesøg i udlandet.
Derimod vil Prinsgemalen fortsat deltage i andre arrangementer af officiel karakter, herunder nytårstaflet og forskellige begivenheder, der finder sted, hvor Regentparret har residens.'
På trods af pensionen får prins Henrik alligevel sin ydelse på otte millioner kroner. Ingen af politikerne fra de tre største partier ønsker nemlig at skære i ydelsen til kongehuset.
Dronningen blev eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskorte i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot. Nedenfor kan du se et kort over ruten og et klip fra TV 2 News' helikopter.
Ikke den store forskel
En ekspert vurderede efter nyheden om, at Prinsgemalen ville 'drosle ned', at det ikke vil gøre den store forskel for nytårskurene - men indrømmer, det kan have betydning for dronning Margrethe.
- Det vil faktisk ikke gøre den store forskel. Hun vil være der, og jeg går ud fra Kronprinsen også vil være der. Det er monarken, folk kommer for at hilse på. Men selvfølgelig bliver det nyt for hende, at hun ikke vil have sin mand ved sin side - det fællesskab, der er omkring det, er forsvundet, men 'The Show must go on', sagde Jon Bloch Skipper, historiker og forfatter, der i de senere år har beskæftiget sig med kongehusets historie.
Prins Henrik har ry for at være god til at konversere og skabe en let stemning til ellers formelle arrangementer.
- Men det er jo ikke lange samtaler, der føres ved nytårskure, sagde Jon Bloch Skipper.