Dronning Margrethes første kur uden Prins Henrik: "The show must go on"
Nu skal Dronning Margrethe for første gang stå for nytårskurene uden Prins Henrik. Det vil betyde et større arbejdspres, siger royal ekspert.
Tirsdag og onsdag afholder Dronning Margrethe nytårskure på Amalienborg og Christiansborg Slot - og det er første gang, det er Dronningen alene, der står for invitationen - tidligere har det været regentparret Dronning Margrethe og Prins Henrik, der inviterede til nytårskur.
Men Dronning Margrethe afslørede i sin nytårstale, at Prins Henrik nu går på pension - og nytårskurene, hvor blandt andet dommerne i Højesteret, Den Kongelige Livgarde, Diplomat-korpset, officerer fra Forsvaret og repræsentanter for kongelige protektioner kommer på besøg - bliver den første lejlighed, hvor Dronnning Margrethe må undvære Prins Henrik ved sin side.
- Det kommer til at betyde et større arbejdspres for Dronning Margrethe, at hun ikke har Prins Henrik ved sin side. Det kan selvfølgelig godt være at kronprinsparret kommer til at spille en større rolle fremover. Men det bliver stadig svært at erstatte prinsgemalen, siger Lars Hovbakke Sørensen, kongehus-ekspert og ekstern lektor ved Københavns Universitet, til TV 2.
Ikke den store forskel
En anden ekspert vurderer, at det ikke vil gøre den store forskel for nytårskurene - men indrømmer, det kan have betydning for Dronning Margrethe.
- Det vil faktisk ikke gøre den store forskel. Hun vil være der, og jeg går ud fra Kronprinsen også vil være der. Det er monarken, folk kommer for at hilse på. Men selvfølgelig bliver det nyt for hende, at hun ikke vil have sin mand ved sin side - det fællesskab, der er omkring det, er forsvundet, men "The Show must go on", siger Jon Bloch Skipper, historiker og forfatter, der i de senere år har beskæftiget sig med kongehusets historie.
Prins Henrik har ry for at være god til at konversere og skabe en let stemning til ellers formelle arrangementer.
- Men det er jo ikke lange samtaler, der føres ved nytårskure, siger Jon Bloch Skipper.
Kongehuset har i sin pressemeddelelse om Prins Henriks pensionering oplyst, hvilke arrangementer Prinsgemalen fremover ikke deltager i - og hvilke, han deltager i. Nytårskurene er blandt de arrangementer, han ikke længere deltager i. Men Lars Hovbakke Sørensen påpeger, at det er en meget fleksibel aftale for Prins Henrik.
- Man kan sige han har fået en tilvalgsordning. Med mange ting er det op til ham selv, om han vil deltage eller ej, siger Lars Hovbakke Sørensen.