Royale

Kong Klima: Carl Gustaf vil forbyde badekar

Hvad kan almindelige mennesker gøre for at skåne miljøet? Det har Sveriges konge, Carl Gustaf, nogle bud på.

- Man skulle forbyde alle badekar, siger han i et interview med Svenska Dagbladet.

Det er sagt lidt i sjov, men ”der er en alvor i det”, lyder det fra kongen, der er kendt ’hinsidan’ for at gå meget op i miljøet.

Skammede sig over fyldt badekar

Carl Gustaf referer under interviewet, at han dagen forinden skulle gøre sit morgentoilette et sted, hvor der ikke var mulighed for et brusebad. Han var tvunget til at pøse vand i et badekar, og det fik ham til at tænke:

- Det brugte jo en masse ferskvand og energi. Det slog mig, at det slet ikke var klogt at fylde et badekar. Jeg skammede mig faktisk. Sådan havde jeg det.

Han mener, at han som statsoverhoved er særligt forpligtet til at adressere emnet. Derfor har den svenske avis spurgt ind til kongens egne vaner i anledning af, at kongen om en uge skal deltage i FNs klimatopmøde, COP21, i Paris. 

Sparepærer og kødfri dage

Regenten afslører i interviewet, at hoffet faktisk strækker sig langt i dagligdagen for at skåne miljøet. 

Kører kongen miljøvenligt?

- Ja, jeg har en hybdridbil lige nu, så når jeg kører ind til byen, kører jeg helt elektrisk.

Har kongen så ikke lidt for mange biler?

- Nej. Jeg bruger jo kun én ad gangen.

Hvordan går det med led-pærer og varmesystem?

- Det arbejder vi med på på slottet. Måske ikke mig personligt, men min stab. Det er et evighedsprojekt at finde steder, man kan spare energi, og det er ikke let i et gammelt hus.

Har hoffet kødfri dage?

- Som bekendt har jeg et landbrug, hvor jeg producerer højkvalitets kød. Men personligt spiser jeg mindre kød.

Har I ligefrem vegetariske dage?

- Ja, det har vi tit derhjemme.

Selvom det svenske hof forsøger at holde et klimavenligt hus, så erkender Carl Gustaf, at det er svært at være klimakonge, når man rejser så meget, som han gør. 

Kongen skal til topmøde i Paris

138 stats- og regeringschefer besøger Frankrig, når den internationale klimatopmøde COP21 finder sted i Paris fra 30. november.

Det sker selvom det franske parlament har godkendt en undtagelsestilstand på tre måneders varighed efter terrorangrebet i Paris for en uge siden, hvor 130 blev dræbt.