Royale

Kronprins Frederik afslører: Det tager jeg med hjem til mine børn

I søndags kom kronprins Frederik hjem fra en fire dages tur til Nepal, hvor han sammen med Dansk Røde Kors besøgte flere af de byer, der blev ramt af et voldsomt jordskælv tidligere på året.

Og hvis kronprinsens fire børn ellers er, som børn er flest, forventer de sandsynligvis en lille gave eller to, når farmand kommer hjem. Og det kan de også roligt gøre, afslører kronprinsen over for BT

Køber kedelige gaver

Kronprins Frederik køber nemlig gaver med til Christian, Isabella, Josephine og Vincent, der er henholdsvis ni, otte og fire år, men det er, ifølge ham selv, kedelige gaver, der ikke kommer fra legetøjsbutikker. 

- Det er for at kunne præsentere verden for dem. Hvis de selv kunne vælge, ville de nok have en fjernstyret bil. Men det kan man få overalt. I stedet kommer jeg hjem med noget, der giver børnene et godt indtryk af, hvor jeg har været, og hvilken kultur man har oplevet, som f.eks. en maske, en marionetdukke eller et lokalt brætspil, siger han til BT. 

Han fortæller samtidig, at ideen til de lokale gaveindkøb kommer fra hans far, prins Henrik, der tog lignende ting med hjem fra sine rejser med blandt andre Dansk Røde Kors. 

Bad danskerne støtte Syrien

Kronprins Frederik tog blandt andet til landsbyerne Pachok og Phaleni i Nepal, hvor han besøgte jordskælvsramte familier og skoler, men imens han var i Nepal, fandt han også tid til at sætte fokus på et andet land i verden, der trænger til nødhjælp.

Han sendte nemlig en videohilsen hjem i forbindelse med det store indsamlingsshow 'Hjælp nu!', hvor både DR og TV 2 samlede ind til de mange, der er ramt af borgerkrigen i Syrien. 

Her opfordrede kronprinsen danskerne til at støtte ofrene med ordene:

- Jeg er i Nepal med Dansk Røde Kors for at se på et af de mange gode projekter, som skal hjælpe folk i nød. Nepal er hårdt ramt af jordskælv. Men det er langt fra det eneste sted i verden, hvor folk er tvunget fra hus og hjem. Verden er lige nu vidne til en af de største humanitære katastrofer i vor tid. En stor del af Syriens befolkning er på flugt fra krig og ødelæggelse. De har ikke noget valg. De må flygte. Dem skal vi hjælpe. Hjælp nu.

Kronprinsparrets fond donerede desuden 200.000 kroner til indsamlingen - det samme gjorde dronning Margrethe og prins Henrik.