Royale

Joachim efter Alexandras skilsmisse: Børnene har behov for ro

Tirsdag meddelte grevinde Alexandra, at hun og Martin Jørgensen skal skilles efter otte års ægteskab, og det bliver selvsagt en stor omvæltning for prins Joachim og Alexandras to børn, prins Nikolai og prins Felix, der primært har boet hos hende og Martin Jørgensen på Østerbro. 

Derfor er prins Joachim meget opmærksom på sine to drenge i denne periode. Det fortalte han til BT, der spurgte om prinsen var ekstra opmærksom på sine børn, da han ankom til et gå-hjem-møde med Europa Nostra Danmark.

- Det er jeg naturligvis. Jeg er meget obs på mine børns ve og vel. Det er det, der betyder allermest for mig. Og som situationen ligger nu, har de behov for ro, sagde han og tilføjede, at sønnerne på 13 og 16 år er gamle nok til at følge med i pressen og forstå, hvad der bliver skrevet om skilsmissen. 

Det kommer til at gå hårdest ud over Felix

Prins Joachim og Alexandra blev skilt i 2005, da prins Felix var blot tre år gammel, og to år senere blev Alexandra gift med filmfotografen Martin Jørgensen, og ifølge Billed-Bladets hofreporter Trine Larsen, kommer skilsmissen nok til at ramme ham hårdest. 

- Prins Nikolai er jo temmelig stor og går på kostskole på Herlufsholm, så han har allerede sluppet hjemmehyggen med Martin Jørgensen. Men det kommer til at gå hårdt ud over prins Felix. Han er 13 år og har boet sammen med Martin Jørgensen, siden han var helt lille. Han kan nærmest ikke huske, at han ikke har været der, fortalte hun tidligere på ugen til TV 2. 

Alexandra bad om skilsmisse

Ifølge Alexandra er det hende, der har ønsket at blive skilt, og mens Martin Jørgensen endnu ikke har udtalt sig om bruddet, har hun løftet lidt af sløret for, hvorfor de to nu går hver til sit. 

-  Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen. Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision, sagde hun tidligere til Ritzau. 

Se klip fra dengang grevinde Alexandra og Martin Jørgensen blev gift nedenfor

Ifølge grevinde Alexandras advokat Mette Ravn Steenstrup, er Martin Jørgensen allerede fraflyttet parrets bolig på Svanemøllevej på Østerbro i København.