Alexandras skilsmisse: Martin Jørgensen får ingenting
Se arkivoptagelser fra 2007, da grevinde Alexandra og Martin Jørgensen blev gift, øverst i artiklen.
Efter otte års ægteskab skal grevinde Alexandra og den 14 år yngre fotograf Martin Jørgensen skilles.
Det meddelte grevinden tirsdag i en pressemeddelelse.
Selv om det formentlig er en hård følelsesmæssig tid for grevinden, skal hun dog ikke bekymre sig om sin økonomiske situationen. Forud for parrets bryllup i 2007 underskrev de en ægtepagt, der giver Alexandra absolut særeje.
Det betyder, at de værdier, som parret hver især har bragt med ind i ægteskabet, ikke skal deles ved skilsmissen. Derfor kan Martin Jørgensen hverken gøre krav på den 294 kvadratmeter store villa på Svanemøllevej på Østerbro i København, som grevinden fik af prins Joachim ved deres separation, eller de årpenge, som fulgte med grevinde-titlen. og som parret har levet af i deres ægteskab.
Det skriver BT, som har set ægtepagten.
Grevinden får årligt 2,3 millioner kroner fra den danske stat.
Alexandras beslutning
Ifølge grevinden var det hende, der tog beslutningen om skilsmisse.
- Når man bliver gift, så er der mange følelser involveret, og man håber, at det varer for livet, så det er en stor og hård beslutning at tage, men den har jeg truffet nu, sagde hun tirsdag i et interview med Ritzau.
- Når man kan se, at der ikke er en fælles fremtid, og at der er nogle grundværdier, vi alle sammen har i et ægteskab, der bliver for forskellige, så er man nødt til at tage det op til revision.
Martin Jørgensen allerede er fraflyttet villaen på Østerbro. Dermed bor grevinde Alexandra nu alene i huset sammen med sønnen Felix, efter den ældste søn Nikolai er flyttet til Herluftsholm Kostskole.