Royale

Kong Felipe går 20 procent ned i løn

Den nyudnævnte kong Felipe af Spanien har reduceret sin løn med 20 procent, så han nu modtager omkring 1,7 millioner kroner fra staten. Flere medier mener, at det sker i et forsøg på at øge en ellers svækket popularitet af kongehuset blandt den spanske befolkning.

Livremmen er blevet spændt ind i det spanske kongehus. Sådan ser det i hvert fald ud i første omgang. Den spanske kong Felipe, der blev konge efter, at hans far Juan Carlos abdicerede i juni 2014, modtager fremover 20 procent mindre i løn, end hans far fik. Det betyder, at han går ned til 1,7 millioner danske kroner om året. 

Modtager stadigvæk 57 millioner

Den spanske avis El País skriver, at det sandsynligvis er et led i en større charmeoffensiv over for den spanske befolkning, der kæmper med økonomisk krise, og samtidig er blevet mere og mere utilfreds med kongehuset og dets prioriteringer. 

Det viser sig imidlertid, at kongehuset har valgt at øge indtægterne på poster de kalder 'investering' og 'uforudsete udgifter' med et tilsvarende beløb, og det betyder altså, at kongehuset samlet set stadigvæk modtager omkring 57 millioner danske kroner. 

- Det er kongens vilje, at der skal gå flere penge til eftersyn af teknologi og computere i kongehuset, udtaler en talsmand fra det spanske kongehus til El País. 

Selvom lønnedgangen altså ikke kommer til at betyde noget for skatteyderne i sidste ende, er det endnu et skridt på vejen til en form for forsoning med den spanske befolkning fra kong Felipes side. I sin korte periode som konge har han nemlig allerede strammet op på reglerne for, hvilke gaver kongehuset må modtage og fastslået, at de ikke må arbejde i den private sektor. 

Prinsesserne er slettet af lønningslisten

Den tidligere kong Juan Carlos (der stadig beholder sin titel som konge) har efter sin abdicering oplevet en "løn"nedgang og modtager ifølge El País cirka 1,4 millioner kroner årligt. Samtidig har kong Felipes to søstre, Cristina og Elena, mistet deres apanage, efter at deres far har abdiceret. 

Cristina har igennem længere tid været involveret i en skattesag, hvor hendes mand er anklaget korruption og underslæb, og har det seneste stykke tid holdt sig fra at vise sig med sine kongelige familiemedlemmer.