Se de vilde looks fra modeverdens største aften
Den legendariske modedesigner Karl Lagerfeld blev hædret ved aftenens Met Gala, hvor stjernerne hver især fandt en særlig måde at ære tyskeren.
Mandag 1. maj var det arbejdernes internationale kampdag, men det emmede ikke ligefrem af politiske brandtaler og grillpølser, da nogle af verdens største berømtheder samledes foran Metropolitan Museum of Art i New York til modeverdens mest ekstravagante aften – Met Gala.
Foruden at tiltrække verdensberømte navne fungerer arrangementet også som en indsamling til fordel for det amerikanske kunstmuseum. Modemagasinet Vogue står for festen og finder også på temaet hvert år.
I år var temaet 'Karl Lagerfeld: A Line of Beauty', hvor gæsterne blev bedt om at bære tøj "til ære for Karl".
Den tyske modedesigner gik bort i 2019 i en alder af 85 år. Han nåede at stå i spidsen for nogle af de mest prominente modehuse i verden, blandt andet Chanel og Fendi. Han bar oftest et genkendeligt look med mørke solbriller og sit hvide hår trukket tilbage i en hestehale. Han var ofte afbilledet sammen med sin kat, Choupette, som flere af aftenens stjerner i den grad lod sig inspirere af.
Men temaet har også fået kritik, for Karl Lagerfeld stod også for en række kontroverser.
Han har blandt andet kritiseret MeToo-bevægelsen, som han var "træt af", udtalt sig kritisk om homoseksuelle mænd, der ønskede at adoptere, muslimske flygtninge, tykke mennesker og ”grimme” mennesker.
Dertil er den skyhøje billetpris på 50.000 dollars også blevet skarpt kritiseret.
Herunder kan du se et udvalg af de glimtende og glamourøse klæder fra Met Gala 2023.
Jared Leto, skuespiller og musiker
Jared Leto, en tilbagevendende gæst ved Met Gala, ankom inkognito til festen klædt ud som en forstørret udgave af Karl Lagerfelds kat, Choupette.
Efter at have minglet rundt blandt de andre stjerner iført det pelsede kostume, løftede han kattehovedet af og afslørede sig selv på den røde løber.
Rihanna og Asap Rocky, musikere
Musikerparret Rihanna og Asap Rocky, der venter deres andet barn, var aftenens sidste par på den røde løber, men de stod bestemt ikke i skyggen af deres forgængere.
Rihanna var iklædt en hvid silkekjole og en jakke med hætte formet som hvide blomster fra Valentino. Asap Rocky havde trukket en skotskternet kilt ud over et par jeans, mens han bar hvid skjorte, sort blazer og slips med et par mørke solbriller til – formentlig et nik til Karl Lagerfelds klassiske stil.
Lil Nas X, musiker
Den amerikanske rapper Lil Nas X havde ladet det meste tøj blive derhjemme og i stedet dækket sig til i perler, ædelstene og sølv kropsmaling, som han flittigt viste frem for de blitzende kameraer.
Jeremy Pope, skuespiller
Så man på det lange efterslæb fra skuespilleren Jeremy Pope på den røde løber, var der nok ingen tvivl om, hvem aftenen handlede om. Han havde iført sig en lang, plysset kappe fra Balmain med Karl Lagerfeldts ansigt trykt på.
Doja Cat, musiker
Den Grammy-vindende rapper Doja Cat valgte, meget passende til sit kunstnernavn, at iføre sig et kattelignende look som endnu et af aftenens nik mod Lagerfelds kat Choupette. Den glitrende kjole fra Oscar de la Renta dækkede rapperens hoved tæt med et par glinsende katteører på toppen. Dertil tog hun et ekstra skridt i sin transformation til Choupette med en protese af en flad kattenæse.
Pedro Pascal, skuespiller
Skuespiller Pedro Pascal har lige nu sin storhedstid i Hollywoods stjernelandskab med hovedroller i de to hitserier 'The Last Of Us' og Star Wars-serien 'The Mandalorian'. Og på den røde løber tog han også sin del af opmærksomheden, da han trådte frem med et tvist på et formelt look med sorte læderstøvler, sokker og shorts til sin røde overdel med skjorte og frakke.
Janelle Monae, skuespiller og musiker
Janelle Monae var endnu en på den røde løber, der gjorde brug af katterekvisitten, da hun bar en hvid håndtaske formet som en kat. Hun havde iført sig en kegleformet sort-hvid frakke, som hun senere smed og afslørede en gennemsigtig underkjole.
Serena Williams, tennisspiller
Tennisikonet Serena Williams havde iført sig en Gucci-kjole og havde dertil noget helt særligt med til gallaen. Hun annoncerede nemlig sin graviditet på løberen. Hun dukkede op sammen med sin mand, Alexis Ohanian, og sammen har parret allerede datteren Olympia Ohanian på fem år.