EchoPrisen

12 kendte afslører, hvad de gør, når de er til en akavet fest

Giv hånd til alle, stil dig ved toilettet, og sig noget mærkeligt var nogle af de råd, deltagerne til EchoPrisen kom med.

Myldrende tanker, uro i maven og sved på panden. Sådan er vi nok mange, der kender at have det, inden vi skal til en fest eller et social arrangement, hvor vi næsten ikke kender nogen.

Men bare rolig, der er hjælp at hente.

For hvem bedre at spørge til råds om den slags end kendte mennesker, der om nogen må bruge meget tid sammen med nye mennesker hele tiden?

Til den første uddeling af EchoPrisen spurgte TV 2 Echo dem, hvad de gør, når de ankommer alene til en fest, hvor de ikke kender særligt mange.

Her er, hvad de sagde.

Nina Rask: Hæng ud med rygerne

- Bliv venner med rygerne, for det er altid dem, der er sjovest at være sammen med, lyder det fra Nina Rask, der er vært på showet.

Hjalmer: Giv hånd til alle

Hendes værtsmakker Hjalmer Larsen er ikke helt enig i den påstand.

- Jeg synes, at man skal gå rundt og give hånd til alle. Kig dem i øjnene, og fortæl, hvad du hedder. På den måde husker de dig bedre, og så har I skabt kontakt.

Jada: Sig noget mærkeligt

Sangerinden Jada, der optrådte til festen, fortæller, at hun er "ret vild" med at ankomme alene til ting.

Men skulle hun alligevel give et råd, så er det, at man skal turde sige noget mærkeligt, og hvis folk reagerer godt, så ved man, at de er søde mennesker, man kan snakke med.

- Man kunne for eksempel sige: "Jeg går lige ud på toilettet og retter på mine underbukser, for jeg har givet mig selv en olfert", siger hun.

Herlige Svend: Find en hund eller en kat

- Altså egentlig vil jeg sige, at man slet ikke skal dukke op, hvis ikke man kender nogen, lyder det først fra Sebastian Lynggard, der står bag Instagram-profilen Herlige Svend, som var nomineret i kategorien årets forbillede.

Men efter at have tænkt lidt siger han:

- Find ud af, om personen, der holder festen, har en hund eller en kat. Har de ikke det, så find ud af, om de har en kanin eller et marsvin. Har de heller ikke det, så er der ingen grund til at tage til festen.

Rasmus Brohave: Vær dig selv

Youtube-stjernen Rasmus Brohave ved godt, at hans råd er en smule klichéfyldt.

- Ja, det er måske ikke så nytænkende, men hvis man har overskud til det, så skal man bare være sig selv.

Rosa Lund: Tro på, at du er nice

- Fortæl dig selv, og tro på, at du er nice, så vil alle andre også kunne mærke din fantastiske personlighed, lyder det fra Enhedslistens folketingsmedlem Rosa Lund.

Blæst: Stil dig ved toilettet

Bandet Blæst, der var nomineret i kategorierne årets sang og årets musiker, fortæller, at de havde god erfaring med at stille sig ved enten chipsene eller toilettet, fordi så bliver folk nødt til at sige hej, for "alle skal jo have snacks og på toilettet til en fest".

Abdel Aziz Mahmoud: Leg journalist

- Folk elsker at tale om sig selv, så tag journalisthatten på, og stil alle de spørgsmål, du kan, lyder rådet fra tv-vært og journalist Abdel Aziz Mahmoud.

Helena og Kasper: Man må gerne lyve lidt

Hos 'Bachelor'-kæresteparret Helena Witt og Kasper Skak er rådet et lidt andet.

- Man kan tage et spil med, men man må også gerne pynte på sandheden og lyve en smule, når man er alene til fest. Så er man lidt mere interessant.

Artigeardit: Sig hej til alle

Vinderen af årets musiker Artigeardit siger, at det kan være en god idé at have en fake it till you make it-tilgang.

- Du skal lade, som om du kender alle ved at sige "hej" og snakke indforstået med på deres samtaler.

Sus Wilkins: Vær ærlig

Skuespiller Sus Wilkins synes, at det hjælper at være ærlig.

- Hvis du tør, så sig det, som det er: "Jeg er helt vildt nervøs, for jeg er her alene", lyder hendes råd.

Anna Lin: Stil dig i midten

For tv-vært Anna Lin er der en helt særlig måde at gribe det an på.

- Det gælder om at smile og være opmærksom på dem i rummet omkring dig. Hvis man udstråler noget positivt, så vil andre også opfatte dig sådan. Hvis du har overskud til det, så prøv at stille dig midt i rummet i stedet for i et hjørne, for så er det nemmere for dig at finde ud af, hvor der er nogle søde mennesker at snakke med, siger hun.

Du kan se EchoPrisen søndag på TV 2 Echo og på TV 2 PLAY allerede nu.