Kardashian lancerer vaginavingummier, men ekspert advarer
Kardashian-familien har et væld af forretninger bag sig, og nu har Kourtney Kardashian også fundet sin vej, forklarer journalist.
Kardashian-familien er kendt for mange ting.
Alt fra bodyscrubs med kokosduft og prisvindende tequila til shapewear og rengøringsprodukter – og nu er endnu et produkt tilføjet til listen.
Kourtney Kardashian har lanceret såkaldte vaginavitaminer i vingummiform.
Produktet kan indtil videre kun købes i USA, men selvom vingummierne kun har været tilgængelige i fem dage, møder de allerede kritik.
Det nylancerede produkt har nemlig ikke en videnskabelig bevist effekt, og det kan have konsekvenser, hvis kvinder bruger produktet som medicinsk behandling, fortæller Sedrah Butt Balaganeshan, der er læge og ph.d.-studerende:
- Jeg tænker, at det kan forsinke en proces, hvor man bør gå til lægen, fordi man har symptomer på en ubalance i skeden.
Lemme Purr, som produktet hedder, kunne købes fra 9. februar, selvom det ikke var blevet testet af myndighederne, og det giver Sedrah Butt Balaganeshan flere bekymringer.
Mangler evidens
Kourtney Kardashian påstår, at hendes vitaminvingummier sørger for sunde vaginale pH-niveauer og dermed bedre vaginal sundhed og odør.
Det skulle ske ved hjælp af ananasekstrakt, C-vitamin og bakteriestammen SNZ 1969.
- Men det er slet ikke nødvendigt, siger Sedrah Butt Balaganeshan.
- Skeden er selvrensende. Hvis du kører en relativt normal basal hygiejne og har nogle gode bomuldstrusser, så skal den nok klare sig selv langt hen ad vejen, siger hun.
At produktet ikke er testet af Food and Drug Administration, som er USA’s føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, får også Sedrah Butt Balaganeshans alarmklokker til at ringe.
For selvom produkter som eksempelvis vitaminer ifølge Food and Drug Administration godt kan markedsføres uden godkendelse, mener hun, at det handler om at tage ansvar.
- Hun fraskriver sig en hel masse ansvar og påstår en hel masse. Jeg synes som fagperson, at det er rigtig ærgerligt, at man så går ind og promoverer sådan et produkt, forklarer Sedrah Butt Balaganeshan.
Den logiske retning
Kardashian-familien har mange forskellige forretninger kørende, og det er ikke så mærkeligt, forklarer Jacob Heinel Jensen, der er journalist ved B.T. og har fulgt Kardashian-familien tæt.
- Matriarken bag dem, Kris Jenner, har lanceret hver af sine døtre i en forretningsvej, fortæller han.
Men ifølge Jacob Heinel Jensen har Kourtney Kardashian manglet sin egen vej.
Derfor er det ifølge ham heller ikke så underligt, at det er lige netop hende, der har lanceret et produkt som dette.
- Her på det seneste har hun indledt et forhold og er blevet gift med Travis Barker, og der stod det mig også klart, at hun bevæger sig en mere erotisk retning, siger Jacob Heinel Jensen.
Han mener dermed, at det er klogt set af Kardashian-familien, at Kourtney Kardashian skulle bevæge sig ind i det mere alternative sundhedsunivers.
Se hele indslaget om de særlige vingummier i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.