Kendte

Han revolutionerede modebranchen, men nu har omverdenen fået nok af hans ”cirkusmode”

Italienske Alessandro Michele blev kendt for at eksperimentere med kønsnormer, men nu er omverdenen træt af "cirkusmode", mener modekspert.

Under modeugen i Milano i 2015 trådte en ny Messias ind på modescenen.

Med sit lange mørke hår og store fuldskæg lignede han til forveksling Jesus Kristus, men det var ikke derfor, den italienske Alessandro Michele blev betragtet som en ny Messias.

Det var i stedet rækken af modeller, der fulgte efter den nye kreative direktør for Gucci.

For ind trådte kvinder i jakkesæt og mænd iført alt fra blomstrede tørklæder til nederdele, og deres påklædning indledte starten på en ny æra inden for modeverden, hvor der blev skubbet til både skønhedsidealer og kønsnormer.

På et splitsekund ændrede Guccis falmende modehus sig til at være et af de stærkest repræsenterede på den røde løber. Samtidig skete der næsten en tredobling i omsætningen fra 2015 til 2021.

Men i den seneste stykke tid er væksten stilnet af, og i slutningen af november blev Alessandro Michele fyret fra stillingen som kreativ direktør.

Men hvordan gik det egentlig til, at modeverdens Messias gik fra at være en af de mest toneangivende spillere i branchen til at stå med en fyreseddel i hånden?

Han giver mennesker et håb om, at de ikke er freaks, bare fordi de svæver mellem to køn

Uffe Buchard, modeekspert

Et kontroversielt valg

Alessandro Micheles vej til stillingen som kreativ direktør i en af verdens største modehuse var det, man kalder atypisk, fortæller modeekspert Uffe Buchard.

Da den på daværende tidspunkt 42-årige italiener tiltrådte stillingen, havde han nemlig arbejdet i Gucci i 12 år, og det var ellers kutymen, at man hyrede en berømt designer udefra, som allerede havde vist sit værd.

- Det valg, som Kering (ejeren af Gucci, red.) tager, er et kontroversielt valg. Fordi ingen i modebranchen – udover dem, der arbejder i Gucci – ved, hvem den her mand er, og hvad han kan, siger Uffe Buchard.

Men selvom valget var modigt, var det også rigtigt, mener modeeksperten. Han var selv til stede under Alessandros Micheles første modeshow og var ikke i tvivl om, at han var ”vidne til noget særligt”.

- Det var meget feminint, og det var vi bare ikke vant til på det her tidspunkt, og vi var slet ikke vant til det fra Gucci. De har ikke eksperimenteret med flydende køn, det er ham, der i hvert fald på catwalken starter det momentum, fortæller han.

Udviskede grænserne mellem køn

I årene, der fulgte efter, blev det til flere store samarbejder med verdensstjerner, men mest kendt er nok samarbejdet med popidolet Harry Styles.

For det er særligt her, at Alessandro Micheles indflydelse på kønnets flydende former er kommet til udtryk, mener Uffe Buchard.

Det blev særligt tydeligt, da den britiske sanger som den første mand nogensinde alene prydede forsiden af modemagasinet Vogue iført lyseblå kjole med flæser.

Kjolen var Alessandro Micheles værk, og den historiske forside blev startskuddet på en kulturkamp. For mens forsiden fik nogle fans til at klappe i hænderne, krævede andre ”mande-manden” tilbage.

Uanset hvad formåede Alessandro Micheles kjole dog virkelig at skubbe til nogle holdninger og værdier, konstaterer Uffe Buchard.

- Han giver mennesker et håb om, at de ikke er freaks, bare fordi de føler, at de svæver mellem to køn.

Verden er blevet træt af "cirkusmode"

Spørgsmålet, der står tilbage nu, er, hvorfor denne Messiaslignende stjerne, der ikke bare revolutionerede modebranchen, men også skabte en eksplosiv vækst hos et nedadgående modehus, ikke længere skal besidde stillingen som kreativ direktør?

Der er grænser for, hvor meget vi har lyst til at klæde os ud

Uffe Buchard, modeekspert

Gucci har ikke angivet nogen konkret årsag til Alessandro Micheles afgang, men hovedpersonen selv har forklaret afskedigelsen med, at der kommer et tidspunkt, hvor "veje skilles på grund af forskellige perspektiver".

Ifølge Uffe Buchard har fyringen dog først og fremmest noget at gøre med, at verden er blevet træt af det, han kalder ”cirkusmode”.

- Det er jo det, som en vis herre tidligere vil kalde for ”rettidigt omhu, nemlig Mærsk McKinney Møller, at man ligesom siger okay, der er en træthed i forhold til den her mode, Michele fremstiller, siger han.

Flere modeeksperter har beskyldt coronapandemien, som særligt satte sit negative præg på det asiatiske marked, for at være skyld i Guccis og ikke mindst Alessandro Micheles fald fra den øverste modetinde.

Ligeledes mener Uffe Buchard, at trætheden har sit udspring i pandemien – men også krigen i Ukraine, der har sat sine begrænsninger på den legesyge mode.

- Der er grænser for, hvor meget vi har lyst til at klæde os ud. Det bliver betragtet som en lille smule usmageligt at ligne en, der er fuldstændig ligeglad med det hele, siger han.

Hvilken fremtid venter?

Med Alessandro Micheles fyring venter modeverden på, at Gucci finder en ny kreativ direktør.

Hvem det bliver står fortsat hen i det uvisse, men i forhold til Guccis forhenværende Messias er Uffe Buchard slet ikke i tvivl om, at Alessandro Michele nok skal genopstå.

- Jeg tror simpelthen ikke på, at han vil lave mode, men han kommer til at genopstå i forhold til måske design, interiør, eller han kommer til at spille en stor rolle i den internationale kunstbranche. Han er et gigantisk navn, fastslår han.

Selve moden ser ind i en fremtid, hvor den sprudlende og frygtløse tøjstil, som Alessandro Michele blev kendt for, bliver udskiftet med en sofistikeret enkelthed, vurderer Uffe Buchard.

- Det er mode, der hvisker mere, end den råber. Meget mere rent, sådan at det kan bruges flere generationer frem i virkeligheden. Det er det, der er fremtiden.