Bob Dylan solgte dyre "håndskrevne" autografer – men de var skrevet af en computer
Dylans forlag gik straks ud og undskyldte, efter at fans havde opdaget, at underskrifterne i bøgerne var påfaldende ens.
Bob Dylan undskylder til tusinder af vrede fans.
Den amerikanske folkesanger og nobelprisvinder i litteratur havde fundet en god forretning i at sælge signerede udgaver af sin nye bog 'Philosophy of Modern Song'.
Men i sidste uge opdagede fans, at autograferne var skrevet på en computer og altså ikke i hånden, som verdensstjernen havde lovet, skriver CNN.
Forlaget havde ellers reklameret med, at autograferne i bøgerne, der kostede omkring 4300 kroner, ville være håndskrevne.
Led af svimmelhed
Dylans forlag gik straks ud og undskyldte, efter at fans havde opdaget, at underskrifterne i bøgerne var påfaldende ens.
Lørdag var den verdenskendte sanger så selv ude og sætte ord på skandalen i et Facebook-opslag:
- Jeg har håndsigneret hver og en over årene, og der har aldrig været et problem, skriver han i opslaget.
I opslaget fortalte Dylan, at han indtil 2019 altid selv skrev alle autografer i hånden. Herefter begyndte han først at lide af svimmelhed, og så kom coronapandemien, der gjorde det svært for sangeren at få assistenter nok til at hjælpe med underskriftopgaverne.
Han forklarer, at han følte et pres over deadlines og derfor greb til den hurtige løsning. Derfor brugte han en særlig maskine, der kan efterligne en underskrift.
- Med kontraktlige deadlines hængende over hovedet blev ideen om en autopen foreslået mig, sammen med en forsikring om, at det blev brugt hele tiden i kunstens og bøgernes verden, skriver han.
Bogens forlag har siden lovet pengene tilbage til de personer, der har købt bogen. Bob Dylan lægger sig også fladt ned.
- Det var en fejlvurdering at bruge en maskine, og det vil jeg rette op på med det samme, skriver Bob Dylan.