Nu fortæller dansk rocklegende for første gang historien om den halve arm

Steen Jørgensen sidder i en sofa med ryggen mod væggen på Café Oven Vande på Christianshavn i København.

Som altid har han kasket på. I dag er den sort og matcher skjorten, der hænger løst opknappet over en af hans yndlings-t-shirts med 60’er-bandet The Velvet Underground.

Han er på hjemmebane her.

Lidt nede ad gaden ligger lejligheden, som han bor i, og lige bag caféen skyder Vor Frelser Kirkes snoede spir sig op i himlen.

Hvert timeslag markeres af kirkens oldgamle klokkespil, der klimprer en bid af en dansk sang eller salme.

- Ved du, hvad de spiller en gang imellem?, spørger Steen Jørgensen. Hans nærmest transparente blå øjne lyser op, mens han selv kommer med svaret: - ’Let Your Fingers do the Walking’.

Han griner lidt, da han forklarer, at klokkenistens version af Sort Sol-hittet er så svært genkendelig, at han knapt selv kan høre, at det er den. Men for ham og et andet bandmedlem, der bor i kvarteret, føles det som en anerkendende, lokal hilsen.

Der hersker da heller ingen tvivl om, at Steen Jørgensen er noget af det nærmeste, man kan komme på en levende legende i dansk musik.

Det er nu 45 år siden, at han indledte karrieren med sin banebrydende entré på den danske punkscene i bandet Sods, der senere skiftede navn til Sort Sol og blev et nyskabende kapitel i rockhistorien.

I dag har han for længst opnået status som både rock- og stilikon.

For øjeblikket er han aktuel i TV 2-programmet ’Toppen af poppen’, hvor han er holdets alderspræsident og ”grand old man”. Det er i dén anledning, at han stiller op til et personligt interview.

Han har indvilget i – for første gang – at fortælle historien om, hvilken betydning det har haft i hans liv, at han mangler halvdelen af sin venstre arm. Et grundvilkår i tilværelsen, som han har skullet lære at leve med.

Og det har ikke altid været lige nemt.

At skille sig ud

Steen Birger Jørgensen kom til verden i marts 1959 på Frederiksberg i København.

Han blev født med en halv venstre arm, der går til lige under albueleddet.

Googler man på nettet, hvad årsagen er, står der de fleste steder, at hans mor tog sovemidlet Thalidomid under graviditeten. Men spørger man Steen Jørgensen selv, skyldes det derimod en sjælden defekt i fosterstadiet, hvor en legemsdel ikke udvikler sig normalt.

Allerede tidligt i livet fik han en bevidsthed om, at han skilte sig ud, og at der var ting, de andre børn kunne, som han ikke kunne.

Hans forældre forsøgte nænsomt at forberede ham på, at vilkårene var anderledes for ham, og at han nok ikke skulle satse på at blive håndværker eller koncertpianist.

Da han var i kravlealderen, fik han sin første armprotese. Det var en kort stav med en gummidup i enden, som mest var beregnet til at støtte sig på, når han skulle rejse sig.

Senere, da han blev fem-seks år gammel, fik han en kunstig arm, der var forsynet med en ”sørøver”-krog. Krogen kunne åbnes og lukkes ligesom en hånd, så han kunne gribe om ting. Det hele styrede han med noget mekanik, der var forbundet med hans højre skulder.

Armprotesen betød, at han kunne være med til meget af det, som de andre drenge foretog sig. For eksempel kunne han klatre i træer, springe over plankeværk og cykle.

Men armen var også farlig, fordi den var lavet af stål. Det udelukkede ham fra visse ting.

Især i gymnastiktimerne følte han sig udenfor. For der måtte han ikke have protesen på af hensyn til de andre børn, der risikerede at blive ramt under aktiviteterne. Så han sad ofte i et hjørne af salen og kiggede på, mens de andre lavede øvelser i ribberne, sprang over hest eller hang i tovene.

- Jeg kan godt huske, at jeg sad og kiggede på det der tov – seks meter op i loftet – og kunne se, at mine klassekammerater legede ”hvem kommer først?”, når de kravlede op og ned. I de situationer kunne jeg da godt føle mig udelukket fra fællesskabet, fortæller Steen Jørgensen.

Fordi armprotesen kunne gøre skade på andre, fik han mange formaninger fra de voksne.

- De sagde, at jeg aldrig, aldrig, aldrig måtte true nogen med den eller bruge den som angrebsvåben. For den kunne være livsfarlig. Så jeg var godt klar over, at dét skulle jeg holde mig langt fra, siger han.

Indimellem opstod der dog situationer, hvor løftet var svært at holde.

At skabe respekt

Steen Jørgensen var ifølge sin egen beskrivelse en ”lidt genert og introvert” dreng.

Hans forældre blev skilt, da han var tre-fire år gammel, og han voksede op alene hos sin mor i en lejlighed på Frederiksberg. Her blev han opdraget ud fra princippet om, at han havde ”frihed under ansvar”. Hvilket krævede, at han opførte sig ordentligt.

Med sit rolige og tilbageholdende gemyt var han da heller ikke typen, der gav igen af samme skuffe, hvis nogen generede ham eller kom med ubehagelige kommentarer på grund af hans handicap. Hvilket skete ret ofte.

- Der er mange, der har sagt alt muligt og kaldt mig alt muligt. Præcist hvad, har jeg fortrængt, men selvfølgelig påvirkede det mig. Det mindede mig hele tiden om, at jeg skilte mig ud, lyder det fra den 63-årige musiker.

Han husker særligt et ”stort brød” i parallelklassen, som altid kritiserede hans udseende, når lejligheden bød sig.

Men Steen lærte hurtigt, at det var bedst at holde sig fra dem, der ikke ville ham det godt. Så han trak sig bare.

Der var dog enkelte situationer, hvor han følte sig trængt op i en krog og var tvunget til at reagere.

- Hvis nogle større drenge blev for truende eller kæphøje, løftede jeg armen hen imod dem. Sådan bare for at markere. Det skabte en vis respekt, for det var jo et drabeligt instrument, siger han og tilføjer.

- Det lukkede lynhurtigt munden på dem.

Overordnet set følte Steen Jørgensen sig ikke voldsomt plaget af den mobning, han blev udsat for gennem sin opvækst. Faktisk var han ret ligeglad. I hvert fald på overfladen.

Inderst inde var der dog noget, der lagrede sig i ham. Og det skulle komme til udtryk flere år senere.

Men heldigvis havde han noget andet og mere interessant at gå op i.

En anden verden

Allerede som femårig fik Steen Jørgensen den bedste julegave, han kunne forestille sig:

En lille transistorradio.

Et kæmpe univers af musik åbnede sig pludselig for ham. Og han tog det hele ind. Både Beatles, Peter Belli, Johan Strauss og dansktoppen.

- Jeg var bare åben for al musik. Det var det mest spændende i tilværelsen, siger Steen Jørgensen.

Efterhånden som han blev ældre, fik han også behov for at høre noget andet musik end lige det, der blev spillet i radioen. Og i en tid uden internet og iTunes samlede man på grammofonplader.

Den interesse kom til at fylde næsten alt for Steen Jørgensen i skoleårene, og han søgte ofte tilflugt i den. For eksempel når han blev drillet eller følte sig udenfor i gymnastiksalen.

- Jeg sad og lyttede til musikken inde i hovedet. Og så glædede jeg mig bare til, at vi snart fik fri fra den her gymnastiktime, så jeg kunne komme hjem og høre plader, husker han.

For at få råd til at købe plader gik Steen ud med reklamer i hver anden weekend fra morgen til aften.

Når han løb op og ned i opgangene, kunne han godt mærke indimellem, at den kunstige arm var lidt en "klods om armen", som han udtrykker det. Men han overvejede aldrig at tage den af.

På sådan en arbejdsweekend tjente han og en kammerat 400 kroner til deling. Og det var mange penge dengang.

Så var der også råd til at gå til koncerter, hvor de billigste billetter kostede 30 kroner.

- Aftalen med min mor var, at hvis jeg bare lavede mine lektier og mødte i skole til tiden næste morgen, måtte jeg gerne tage til koncerter til sent om aftenen.

- Så jeg hørte både Pink Floyd og Led Zeppelin i K.B. Hallen allerede som 10-11-årig, fortæller Steen Jørgensen.

Hans altoverskyggende passion for musik fik ham tidligt til at søge sammen med andre, der delte hans interesse.

Et befriende råd

I præ-teen årene var det især spændende at omgås dem, der var lidt ældre, fordi de havde den største viden. Derfor var det ofte dem, som Steen spurgte sig til råds hos eller besøgte for at høre en ganske bestemt plade.

Gennem flere år havde han en god veninde, der gik tre-fire klasser over ham i skolen. De talte musik, samlede på billeder af orkestre og læste musikblade sammen.

Det var også hende, der en meget varm sommerdag i 1971 gav den dengang 12-årige Steen Jørgensen et godt råd, som skulle få stor betydning for ham fremover.

Da de om formiddagen gjorde sig klar til at forlade hans mors lejlighed for at nyde sommervejret, sagde hun:

”Du behøver da ikke at tage den på i dag. Det er alt for varmt”. Hun pegede på hans nye og endnu tungere armprotese med en gipsafstøbt hånd, som han havde haft det seneste års tid.

Dén tanke havde han aldrig selv tænkt. For han betragtede armprotesen som en uundværlig del af sig selv.

Men i stedet for at tage den på, trak han bare en t-shirt over hovedet og gik ud i solen.

Og han tog den aldrig på igen.

Oprøret fra undergrunden

I teenageårene følte Steen Jørgensen sig mere fri.

Han savnede ikke den tunge armprotese nu, hvor han var blevet for gammel til at klatre i træer og den slags. Han kunne jo sagtens vende plader med én hånd.

Desuden havde han fået en ny omgangskreds, som han hang ud med, og som tog ham fuldstændig for den, han var.

Midt i 70’erne skete der samtidig en spændende udvikling i den musikalske undergrund i England og USA. Det var et oprør mod den etablerede pop- og rockkultur og blev kaldt for ”de nye toner”. Egentlig var der tale om flere forskellige eksperimenterende strømninger, der gik under den samlede betegnelse ”punk”.

Punkmusikken var rå, støjende og kompromisløs. Bands som Sex Pistols og The Ramones provokerede med deres snerrende guitarspil og vrængende sang. Ofte var musikken meget enkel og bestod kun af to-tre toner. Så man behøvede ikke at være musiker for at kaste sig ud i punk.

Den nu 17-årige Steen kunne identificere sig med oprøret. Punken var ikke bare en musikgenre, men også en stil og en form for vrede, som man udtrykte gennem tøj og hår.

Han gik helt ind i stilen med sorte kohlstift-streger om øjnene, strittende farvet hår, halsbånd med nitter, iturevet tøj og tunge militærstøvler.

Til en David Bowie-koncert faldt han i snak med en ung fyr ved navn Peter Schneidermann (bedre kendt som Peter Peter), der var vild med hans stil. Han fortalte, at han spillede guitar og var med i et band.

Peter Peter syntes, de skulle starte et punkband. Med Steen som forsanger.

- Jeg tænkte, at det kunne jeg da ikke. Jeg kendte jo ikke nogen musikere og havde ingen erfaring med at synge, andet end hjemme foran spejlet som de fleste andre, siger Steen Jørgensen.

Men de aftalte, at Steen skulle komme hen til øvelokalet og høre Peter spille med sit band.

Cool uden arm

Inden Steen Jørgensen begav sig afsted til øvelokalet på Østerbro, havde han gjort det helt klart for sig selv, at han ikke ville synge.

Da han ankom, var bandet allerede i fuld gang med at øve. Selvom de kun var tre, lød det virkeligt godt, tænkte han.

Han var dog knapt trådt ind ad døren, før han igen blev spurgt, om han ikke ville prøve at synge. Nej, fastholdt han. Det kunne han simpelthen ikke. Men Peter Peter blev ved: ”Gå nu hen til mikrofonen. Kom så”, og til sidst opgav han sin modstand.

Da Steen Jørgensen først åbnede op og slap stemmen fri, skete der noget i ham.

- Jeg kan meget tydeligt huske den power, der var, da min egen stemme kom ud af de der meget store højttalere. Det var jeg ret vild med. Ikke fordi jeg gjorde det specielt godt, men det kunne noget at skabe en lyd sammen med andre. Og så var bandet dannet, fortæller han.

To af bandets medlemmer valgte kort efter at gå ud, fordi de ønskede at spille noget andet end punk. De blev erstattet af Tomas Ortved på trommer og Knud Odde på bas.

Danmarks første punkband, Sods, var født. Og herfra gik det stærkt.

Sods optrådte i den første tid mest i Rockmaskinen på Christiania, hvor de tiltrak et stadig voksende publikum.

Bandet blev omtalt i kulturprogrammer på tv og i radioen, hvor blandt andre Jørgen Mylius inviterede dem ind til en snak. Og allerede inden for et halvt år blev de tilbudt en pladekontrakt.

Pludselig var Steen Jørgensens fysiske handicap ikke længere en hæmsko. For som han selv udtrykker det:

- På en måde var timingen helt perfekt for mig. For dét at være sanger i et punkband og mangle noget af venstre arm var egentlig faktisk nærmest cool.

Samtidig kunne han bruge musikken som en ventil.

- Jeg tænker, at det måske var et godt sted at få placeret vreden fra mine yngre år. Det var en måde at slippe ud af mig selv på og løsne op for en masse ting, siger han og konstaterer med et lille grin.

- Så det var nok min hævn at blive punksanger.

Punkmusikkens æra blev dog kort, og Sods eksisterede kun i få år. I 1981 blev det omdannet til Sort Sol, der fortsatte den eksperimenterende lyd og genremæssigt blev betegnet som ”post punk” eller ”art rock”.

Sort Sol nåede ud til et langt bredere publikum, og gennem tiden har bandet vundet 10 Grammy’er. Blandt de mest spillede hits i nyere tid er ’Holler High’, ’Rhinestone’ og ’Let your fingers do the Walking’.

I dag – over 40 år senere – eksisterer Sort Sol fortsat og tager med jævne mellemrum ud og spiller.

- Lige for øjeblikket optræder vi ikke. Der kan godt gå lang tid, hvor vi ikke er i kontakt med hinanden. Vi taler mest sammen, når vi beslutter os for at lave noget nyt. Og det kan sagtens ske igen lige pludseligt, siger Steen Jørgensen.

Møder jævnligt "artsfæller"

Det er blevet tid til en sidste kop cappuccino på Café Oven Vande.

Med tænderne river Steen Jørgensen rutineret et hjørne af sukkerposen – uden at spilde så meget som ét sukkerkorn, hvorefter han hælder posens indhold ned i koppen, dypper croissanten i mælkeskummet og tager en bid.

Da han har tygget af munden, får han et sidste afsluttende spørgsmål.

For hvad har det egentlig betydet for ham, at han har måttet klare sig gennem livet med kun én arm?

Det er imidlertid et spørgsmål, som han har meget svært ved at besvare.

For det har jo været sådan altid, og han har haft en del "tilvænningstid", som han udtrykker det.

I virkeligheden er der heller ikke ret meget, som han – rent lavpraktisk – ikke kan, selvom han kun har halvanden arm og én hånd. Man kan lære sig selv mange gode tricks, som han siger.

Han kan både spise med kniv og gaffel, binde snørebånd med sløjfe, svømme, hakke løg, slå søm i, you name it. Han kunne også køre bil, hvis han vel at mærke tog sig sammen til at tage et kørekort. Sådan som hans hustru, Marina, flere gange har efterspurgt det.

Faktisk kan Steen Jørgensen kun nævne én konkret hverdagsopgave, som er næsten umulig og uforholdsmæssigt tidskrævende for ham: At skifte sengetøj. Så det må Marina klare alene. Ellers assisterer han gerne.

For ham er det bare sådan, det er, og han forholder sig generelt meget jordnært til sit handicap.

Men der er mange andre, der ser Steen Jørgensen som et forbillede og en inspiration. En rollemodel for, hvad man kan opnå, hvis man nægter at lade sig begrænse af et handicap.

- Gennem årene er der flere med samme udfordring som mig, der er kommet hen og har givet udtryk for, at de synes, jeg er en rigtig stærk figur i det, jeg gør. De føler, at de kan spejle sig i mig. Så det er jeg selvfølgelig glad for, bemærker han.

Og faktisk findes der en del af "hans slags" derude.

Som Steen Jørgensen udtrykker det, møder han jævnligt "artsfæller" på gaden og i metroen. Ofte er det yngre mennesker i 20’erne eller 30’erne, som mangler det nederste af en arm.

- Det er sjovt. For vi spotter hinanden på lang afstand. Det er måske noget med holdningen og måden at bevæge sig på. Så vinker vi lige til hinanden, lyder det fra Sort Sol-sangeren.

Som hans læge for nylig fortalte ham, bliver der stadig født børn med halvt udviklede lemmer. Selvom man i dag kan spotte den slags "defekter" tidligt i graviditeten og dermed nå at afbryde den.

Men det kunne man ikke dengang i 1959, hvor Steen Jørgensen blev født.

Og det er han sådan set ret taknemlig for.

Se 'Toppen af poppen' på TV 2 PLAY lige nu - eller søndag klokken 20.00 på TV 2.