GO'

Hjalmer fik angstanfald efter fars død: - Mor, jeg tror, at jeg er ved at dø

Hjalmer slog igennem på musikscenen, mens han stod i den dybeste sorg efter at have mistet sin far.

Coronapandemien havde netop ramt Danmark, da det en aften slog klik for Hjalmer Larsen derhjemme, mens han sad og spiste aftensmad.

- Pludselig begyndte mit hjerte at banke med 200 slag i minuttet, og så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg troede, at jeg var ved at dø, fortæller sangeren i ’Go’ morgen Danmark’.

På skadestuen kunne lægerne dog fortælle, at alt så godt ud, og de mistænkte, at det var et angstanfald.

Først havde Hjalmer selv svært ved at tro på det.

- Så spurgte de: ”Har du været stresset”, og jeg svarede ”meget”. Så spurgte de, om jeg havde været meget følelsesmæssigt udfordret, hvor jeg var sådan ”helt vildt”. Så var de sådan: ”Du har et angstanfald”, siger han.

Angstanfaldet blev et wakeupcall for den i dag 26-årige sanger, der i dag har lært at sige nej.

Nu er han aktuel med sit andet album 'Alt Bli'r Bedre', hvor han blandt andet åbner op om den svære tid efter sin fars død.

Se hele indslaget med Hjalmer i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY

120 udsolgte koncerter

Kim Larsen, Hjalmers far, døde i efteråret 2018, hvor Hjalmer allerede var begyndt at vinde frem på den danske musikscene.

Og Hjalmer husker perioden som meget turbulent.

- Når du mister en så tæt på dit hjerte, går alt jo i stykker. Dit hjem går i stykker, din familie går i stykker, fortæller han.

Og i 2019 tog karrieren virkelig fart.

Kalenderen var booket med 120 udsolgte koncerter, og hans drengedrøm om at spille på Roskilde Festival var gået i opfyldelse.

Ifølge Hjalmer Larsen balancerede han et liv, hvor han ofte sad og græd over morgenmaden, mens han spillede på store scener om aftenen.

På den ene side var han glad for at komme ud af lejligheden, men det var også en meget svær tid.

- Til sidst var jeg sådan: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle længere”. Man bliver lidt som en robot, der enten går den ene eller den anden vej. Der er ikke det rigtige humør at være i på noget tidspunkt, forklarer Hjalmer.

Lærte at sige nej

Da coronapandemien ramte Danmark, var han stresset.

Så når det skulle være, kom coronaen ifølge Hjalmer på et godt tidspunkt, hvor han uden bekymringer kunne tage fire måneders pause efter angstanfaldet.

- Jeg tror, at alle får det der wakeupcall på et tidspunkt. Alle, tror jeg, kommer til at arbejde for meget eller gabe over for meget på et tidspunkt, fortæller han.

Jeg vil hellere have det godt oven i hovedet

Hjalmer, sanger

Han begyndte at sige nej til ting, han trænede, sås med venner og familie, og med deres hjælp fik han det bedre.

- Der var jeg heldig at have gode mennesker omkring mig. Jeg tror ikke, at man kan klare de ting alene, siger han.

I dag er Hjalmer mere afbalanceret, og han har lært at lytte til sin krop og sit hoved.

Og det har været en lektie.

- Hvis jeg kan mærke, at noget gør mig ked af det, eller at noget gør mig for stresset, er jeg begyndt at sige nej. Jeg vil hellere have det godt oven i hovedet.

Se hele interviewet med Hjalmer i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY