GO'

Nu sætter vennerne ord på tabet af Sidney Lee

Sidney Lee havde ikke mange venner, men dem, han havde, holdt han tæt, lyder det fra to venner.

Mandag aften blev det offentligt, at en af Danmarks største realitystjerner er død: Sidney Lee, 43 år gammel.

Sidney Lee deltog i flere end 50 realityprogrammer, og spørger man hans venner, har han sat et stort aftryk på realitybranchen.

Når man kom på tomandshånd med ham, så var han et af jordens mest fantastiske mennesker

Mitchel Nebelong, ven af Sidney Lee

- Han har gjort noget stort for reality-tv og for de nye, der kommer til nu, som tør at være sig selv. Han har været med til at åbne op omkring det her med at være lidt skæv og anderledes.

Sådan lyder ordene fra podcast- og radiovært Sy Lee i 'Go' morgen Danmark'.

Sy Lee, der selv har deltaget i en række realityprogrammer, kalder Sidney Lee for en sand realitystjerne, og han er ikke i tvivl om, at Sidney Lee med sin bandana og farvestrålende tøj har banet vejen for hans generation.

- Han var sådan en farverig person, og han har været med til at skabe, at os andre, der kom til at lave fjernsyn senere, kunne være farverige, siger Sy Lee.

Holdt sine venner tæt

Sidney Lee deltog i sit første realityprogram, 'Blod, sved og springskaller', i 2007, og siden har han medvirket i flere end 50 tv-programmer, blandt andre 'Dagens mand', 'Divaer i junglen' og 'Fangerne på fortet'.

Mitchel Nebelong, der i dag har skiftet branche, mødte første gang Sidney Lee under optagelserne til realityprogrammet 'Singleliv', hvor han også selv var deltager.

Han første indtryk af den allerede dengang kendte realitystjerne var ikke godt, men så snart kameraerne slukkede, ændrede det sig.

- Når man kom på tomandshånd med ham, så var han et af jordens mest fantastiske mennesker. Virkelig oprigtigt et godt menneske, fortæller Mitchel Nebelong i 'Go' morgen Danmark'.

I starten handlede deres venskab mest om at gå i byen, men det ændrede sig til et tæt venskab med tiden.

Mitchel Nebelong fortæller, at Sidney Lee ikke havde mange venner, men dem, han havde, holdt han tæt.

- Det var et venskab, hvor man altid kunne ringe til ham. Han var altid klar på at lave sjov og ballade, og hvis du var trist, så fik du titusinder åndssvage beskeder på Facebook af bananer, der dansede, siger Mitchel Nebelong.

En Peter Pan

Det er endnu ukendt, hvad dødsårsagen var, men Sy Lee fortæller, at Sidney Lee levede som realitystjerne til det sidste.

En af de sidste gange, Sidney Lee optrådte i medierne, var til Reality Awards i foråret 2022. Samtidig havde han flere gange givet udtryk for, at han gerne ville ud af realitybranchen, hvor han sad i fast i diskotekjobs, fortæller Sy Lee.

Han levede for at underholde folk og gøre folk glade omkring sig

Mitchel Nebelong, ven

- Han blev aldrig voksen, så hver gang han talte om det, var det bare ord. Han var Peter Pan, drengen der aldrig blev voksen, tilføjer Mitchel Nebelong.

Sidney Lee sagde aldrig nej til et billede i byen, og han havde altid et smil på læben og masser af overskud, samtidig med at han altid passede på sine venner, fortæller de to venner.

Derfor er de kede af, at andre ikke altid havde det bedste indtryk af ham.

- Han skal huskes som en misforstået person, som virkelig bare ville folk det bedste. Han levede for at underholde folk og gøre folk glade omkring sig, og det, synes jeg, er sådan, han skal huskes, siger Mitchel Nebelong.

Se indslaget med Sy Lee og Mitchel Nebelong i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY.