Kendte

Johnny Depp og ekskonen i dramatisk retssag – ekspert har aldrig oplevet noget lignende

Johnny Depp har i første del af retssagen givet sin version af sandheden. Nu venter Amber Heards version.

En dag kommer der muligvis en Hollywood-film om den dramatiske retssag, der i disse dage udspiller sig mellem skuespilleren Johnny Depp og hans ekskone Amber Heard.

De to skuespillere spiller lige nu deres livs rolle, når enhver slibrig detalje fra deres stormombruste ægteskab udpensles i retssagen i staten Virginia og livetransmitteres på Youtube.

Johnny Depp mener, at Amber Heard ødelægger hans karriere ved at fremstille ham som hustrumishandler. Han har derfor sagsøgt hende for 50 millioner dollars – svarende til 340 millioner kroner. Hun har modsagsøgt ham for 100 millioner dollars.

Sagen har varet tre uger og ventes at tage seks uger endnu. Indtil videre har Johnny Depp afgivet sin vidneforklaring, og i næste uge er det Amber Heards tur. De første 11 dage af den spektakulære sag har dog bestemt ikke været kedelige.

1-0 til Depp

Fra retssagens begyndelse stod det klart, at der ikke var tale om en hvilken som helst retssag, og det samme gælder for hovedpersonerne i den.

Fans i hobetal har camperet foran retten og er mødt op med piratflag og skilte med teksten "Justice for Johnny" for at vise deres støtte til deres idol. Efterfølgende har dommeren ligefrem set sig nødsaget til at forbyde camping foran retslokalerne.

Eftersom vi kun har hørt Johnny Depps udlægning af sagen, er det da også Depp, der står bedst på nuværende tidspunkt. Det vurderer Jacob Heinel Jensen, der er journalist på B.T. og har fulgt Hollywood- og kendisstoffet tæt.

- Johnny Depp skyer ingen midler og vil bare have den genoprejsning for enhver pris. På nuværende tidspunkt har han vundet lidt og formået at bygge en støtte op, men det kan lynhurtigt ændre sig, siger han.

Siden beskyldningerne om hustruvold første gang blev bragt frem i en klumme i The Washington Post, og Depp efterfølgende tabte et søgsmål mod avisen The Sun, har det sat sit præg på hans karriere. Han måtte blandt andet vinke farvel til rollen som Jack Sparrow i 'Pirates of the Caribbean', og han mener altså nu, at Heard har "ødelagt hans karriere".

- Hele Johnny Depps liv og karriere har været et stort lavpunkt de seneste år. Så det er overraskende, at han har mobiliseret så meget støtte for sin sag, siger Jacob Heinel Jensen.

Sagen kort

Johnny Depp sagsøgte sin ekskone, Amber Heard, for ærekrænkelse, efter at hun i 2018 skrev om sine oplevelser med partnervold i The Washington Post.

Beskyldningerne kom første gang frem under parrets skilsmisse i 2016.

Johnny Depp sagsøgte Amber Heard for 50 millioner dollars og skrev i søgsmålet, at anklagerne om vold har kostet ham roller i de kommende 'Pirates of the Caribbean'-film samt i 'Fantastiske skabninger'.

Amber Heard sagsøgte til gengæld Johnny Depp for 100 millioner dollars og hævder, at Depp har udsat hende for vold.

For Johnny Depp handlede sagen om at overbevise juryen om, at der ikke var troværdige beviser for, at han havde begået overgreb, og at det i virkeligheden var Amber Heard, der udøvede vold i forholdet, og at hun desuden er en utroværdig person.

Amber Heards hold fokuserede i retssagen mest på, at Johnny Depp skal have begået beviseligt overgreb én enkelt gang. Derudover fastholdt Heards advokater, at retssagen handlede om, hvad der stod skrevet i indlægget i Washington Post.

I 2020 sagsøgte Johnny Depp det britiske medie The Sun, efter at de havde kaldt ham ”wife-beater” (en, der slår sin hustru, red.). Depp fik ikke medhold i sagen.

Johnny Depps afskårne finger

Slibrige og private detaljer har der været mange af i retssagen

Depp og hans forsvar har påstået, at Amber Heard kastede en vodkaflaske efter sin daværende mand, og at den skar spidsen af hans ene finger. Spidsen blev senere fundet på køkkengulvet af Depps privatkok. Den anklage har Heards forsvar afvist. Johnny Depps privatlæge David Kipper har forklaret det med, at Depps første historie til både ham og hospitalet var, at han var kommet til at skære sig på en kniv. Derudover har der været beretninger om, at Amber Heard skulle have lavet afføring i Johnny Depps seng.

Amber Heard har også beskyldt Johnny Depp for seksuelle krænkelser. Ifølge hendes advokat skulle krænkelserne være foregået i slutningen af parrets ægteskab i 2016 under en tur til Australien. Johnny Depp skulle ifølge hende her have taget flere ecstasypiller, slået og sparket Amber Heard samt seksuelt krænket hende med en spiritusflaske. Det har Depps advokat dog afvist og påpeget, at seksuelle krænkelser ikke tidligere har været en del af Heards beskyldninger.

Jeg kan ikke huske en lignende retssag, hvor kendissers beskidte vasketøj har været luftet så meget

Jacob Heinel Jensen, journalist på B.T.

Den seneste uge har Amber Heards tidligere psykolog været bag vidneskranken. Hun har fortalt, at Amber Heard skulle have overdrevet graden af den ptsd, hun lider af, og at hun skulle have en række personlighedsforstyrrelser. Ligeledes har et vidne fortalt om et omfattende forbrug af psykedeliske svampe.

Derudover er en særlig makeup blevet en del af striden.

Amber Heard har tidligere sagt, at hun altid havde makeup fra et bestemt mærke i sin taske. På den måde kunne hun dække de blå mærker fra Johnny Depps vold. Den forklaring har kosmetikfirmaet dog efterfølgende modsagt, da produktet slet ikke var sendt på gaden på det tidspunkt, hvor Heard hævder at have brugt det.

Alt sammen brikker, der har tegnet et samlet billede af den 36-årige Amber Heard som psykisk ustabil og som misbruger, forklarer Jacob Heinel Jensen.

- Han har mobiliseret en skare af fans og har italesat, at mænd også kan være ofre for vold i hjemmet for at puste ild til sin sag, og det har han haft succes med indtil videre, siger han.

Ingen ved, hvor den ender

Retssagen minder om ét stort realityshow og er blevet slugt råt som fredagsunderholdning i bedste sendetid, og på sociale medier har mange sået tvivl om Amber Heards mentale tilstand, kaldt hende for "manipulerende" og "kalkulerende" og tilkendegivet deres støtte til Depp.

Jacob Heinel Jensen fremhæver, at retssagen rammer ned efter et fokus på Metoo, hvor der måske er skabt et større momentum til at tale kvinders sag og gøre opmærksom på krænkelser fra mænd. Han vurderer, at Amber Heard i begyndelsen var den, der stod stærkest, da hun var "offeret", og der tidligere har været fremlagt billeder af blå mærker efterladt på hendes krop.

- Det har overrasket mig, at Depp har turdet sætte sin egen maskulinitet på spil ved at gå ud og bryde det tabu med, at mænd også kan være udsat for vold i hjemmet. Det er et sats og siger også noget om, hvor desperat han har været for at få vendt billedet, siger han.

Den nuværende folkestemning skal dog tages med et gran salt, mener Heinel Jensen. Retssagen har indtil videre været så "vild", at Jacob Heinel Jensen ikke tør komme med sit bud på, hvor den ender.

- Jeg kan ikke huske en lignende retssag, hvor kendissers beskidte vasketøj har været luftet så meget. Amber Heards store es er, at hun er den sidste, og at hendes forklaring vil være den, der står friskt i juryens hukommelse, vurderer han.

Ifølge Jacob Heinel Jensen er der dog ingen tvivl. De to kendisser spiller deres livs rolle, og det er meget muligt, at det bliver deres sidste.

- Nok kan de vinde sagen, men uanset hvem der vinder, har de begge tabt, og der er ingen af dem, der står til at få en seriøs karriere i Hollywood igen.