Kendte

Optagelser til Bill Murray-film stopper efter klage

'Being Mortal' skulle have haft premiere næste år.

En klage over upassende opførsel af den amerikanske filmstjerne Bill Murray betyder nu, at indspilningen af filmen 'Being Mortal' er suspenderet efter i første omgang at være sat på pause, skriver New York Times.

Filmselskabet Searchlight Pictures, der står bag filmen, bekræfter, at der er en efterforskning i gang i sagen, men vil ikke oplyse detaljer om klagen.

Klagen over Bill Murray kom i sidste uge, og i mandags blev det besluttet at holde pause i optagelserne, inden filmselskabet tirsdag i et brev meddelte hele holdet på 'Being Mortal', at optagelserne nu er suspenderet, skriver mediet Deadline.

I brevet skriver filmselskabet også, at man håber at kunne genoptage produktionen i en ikke nærmere specificeret fremtid.

Skulle have haft premiere 2023

Optagelserne til 'Being Mortal', der er skuespilleren Aziz Anzaris instruktørdebut og havde Bill Murray i en af hovedrollerne, havde været i gang en måned, da klagen over upassende opførsel fra Bill Murray kom.

Filmen skulle efter planen have haft premiere næste år.

Mens det altså stadig er uklart, hvad den 71-årige skuespiller, instruktør og komiker helt præcis anklages for, er det ikke første gang Murrays opførsel på et filmset er i fokus.

Sidste år talte Lucy Liu, en af de tre kvindelige stjerner i filmen 'Charlie's Angels', efter to årtiers tavshed ud om grove fornærmelser fra Bill Murray under indspilningen af den populære film i 2000.

- Noget af det sprog han brugte, var helt utilgiveligt og uacceptabelt, sagde Lucy Liu blandt andet til Los Angeles Times' podcast.

- Jeg ville ikke finde mig i det, jeg sagde fra, og det fortryder jeg ikke. Uanset hvor lavt nede på rangstigen du er, eller hvor du kommer fra, er der ikke nogen grund til at være nedladende eller svine andre til, sagde Lucy Liu, der var et nyt og relativt ukendt navn i Hollywood, da 'Charlie's Angels' blev indspillet tilbage i 2000.

Hun har ifølge Deadline ikke villet afsløre detaljer om indholdet, men siger at Bill Murray havde "slynget fornærmelser" mod hende, fordi en scene i filmen var blevet skrevet om, uden at Bill Murray havde kunnet deltaget i omskrivningen.