Kendte

Tesla-stifter Elon Musk skal vidne i Johnny Depps retssag

En håndfuld fans er mandag mødt op med piratflag foran et retslokale i USA for at støtte Johnny Depp.

Tesla-stifter Elon Musk skal vidne i en injuriesag, hvor skuespilleren Johnny Depp har lagt sag an mod sin ekskone Amber Heard. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det samme gælder for skuespilkollegaen James Franco.

Sagen centrerer sig om en klumme skrevet af Heard, der blev trykt i Washington Post i 2018, hvori hun beskrev sig selv som en "offentlig person, der repræsenterer misbrug i hjemmet".

Hun navngav ikke Depp direkte. Alligevel har han sagsøgt hende for at antyde, at han har været voldelig.

Mandag er man begyndt at udvælge den jury, der skal overvære retssagen. Det har fået en håndfuld fans til at møde op ude foran retslokalet med piratflag, skriver nyhedsbureauet.

Flagene er en henvisning til Depps rolle som den ikoniske pirat "Jack Sparrow" i filmene "Pirates of the Caribbean".

Sagen mellem det tidligere ægtepar kommer til at skrive endnu et kapitel i deres indbyrdes forhold, der tidligere er blevet udlagt i en retssag.

Depp har tidligere anlagt sag mod mediet The Sun for at have stemplet ham som en, der har gjort sig skyldig i hustruvold. Den sag tabte han.