Kendte

Bruce Willis er færdig som skuespiller - sådan vil vi huske ham

Selvom 90'erne bød på flere seriøse roller, var det ofte de action-prægede roller, som Bruce Willis blev castet til.

Bruce Willis har spillet med i sin sidste film.

20 år for tidligt mener nogle. Men hans karriere, der peakede i 80'erne og 90'erne, indeholdt også gode skuespilpræstationer i mere seriøse roller, siger Jacob Wendt Jensen, der er filmanmelder ved Jyllands Posten.

Yippee-ki-yay, motherfucker

Bruce Willis som John McClane i 'Die Hard'

Bruce Willis' kone i årerne 1988 til 2000, Demi Moore, skrev onsdag i et opslag på Instagram, at skuespilleren lider af sygdommen afasi, som giver ham kognitive vanskeligheder og kan medføre, at man mister evnen til at tale og forstå.

Dermed er det slut på en karriere, der startede i 1980'erne.

Jacob Wendt Jensen fremhæver '12 Monkeys' og 'Den sjette sans' som film, der viste, at action-helten med de berømte oneliners indeholdt mere end de actionfilm, der definerede hans karriere.

Jacob Wendt Jensens top tre over Bruce Willis-film

  1. Die Hard

    - De to første film i rækken er action-klassikere, hvor han virkelig udmærkede sig med sin charme og sine humoristiske one-liners.

  2. 12 Monkeys

    - En mere seriøs film, hvor han viser en anden side af sig selv. Han kunne godt være en skide dygtig skuespiller, når han fik den rigtige rolle.

  3. Den sjette sans

    - Her var han heldig og dygtig at få en stor rolle i en spændings/ gyserfilm, der blev meget populær. Igen en af de mere seriøse roller, som han i glimt viste, at han mestrede, når han fik eller tog chancen

Charmerende action-helt

Siger man Bruce Willis, så siger man også Die Hard. Jacob Wendt Jensen fremhæver især de første to første i rækken, der endte med fem film. Den sidste i 2013.

- Han var en af de helt store action-helte. Og han efterlader sig en kæmpe arv inden for genren, lyder det fra filmanmelderen, der peger på Bruce Willis’ humor og charme som to af hans forcer.

Bruce Willis ligner og lignede nemlig ikke den stereotype actionhelt af statur.

Men han leverede den efterhånden klassiske oneliner "Yippee-ki-yay, motherfucker" i den første Die Hard-film med en tilpas omgang humor og charme.

- Han leverede meget i kraft af sit skæve smil. Han havde evnen til at levere en oneliner, selvom den var halvdårligt skrevet. Han er en af dem, der puttede noget humor i action-genren, der i 80'erne var præget af meget seriøse muskelbundter som eksempelvis Sylvester Stallone, siger Jacob Wendt Jensen.

- Når jeg tænker på ham, smiler jeg lidt, og synes, at han er fed at have haft med på vejen.

Jacob Wendt Jensen, filmanmelder, Jyllands-Posten

Og selvom han anerkender Bruce Willis’ utallige roller som action-helt, var han mere imponeret over megastjernens præstationer i seriøse roller, de få gange Bruce Willis fik sådan en.

- Det er som om, når han fik muligheden eller gad tage den, så var han en dygtig skuespiller. Han gjorde det for eksempel virkelig godt i '12 Monkeys', 'Den sjette sans' og 'Sin City'.

Og selvom særligt 1990'erne bød på roller af den slags, var det ofte de action-prægede roller, som Bruce Willis blev castet til.

- Når man er blevet en stjerne i en bestemt genre, bliver man ofte ved sin læst og træder sjældent ud af sin comfortzone. De rigtig store kan træde ud. Det var synd, at man kun så ham udfolde sig rigtigt i to-tre roller. Men det kan være, han ikke fik tilbudt så mange af dem, siger Jacob Wendt Jensen.

Bruce Willis fik sit gennembrud i tv-serien 'De heldige helte', hvor han i fem sæsoner spillede privatdetektiven David Addison. Den gjorde ham til Emmy-vinder og banede vejen for roller på det store filmlærred, hvor rollen som John McClane i Die Hard for 1988 gjorde ham til allemandseje.

i 1990'erne medvirkede han i flere blockbusters - blandt andet 'Pulp Fiction', 'Armageddon', 'Den sjette sans', 'Det femte element', '12 Monkeys' samt et par 'Die Hard'-film.

I alt har han medvirket i 144 film som skuespiller.

De sidste 20 år gik gassen dog lidt af ballonen. Han optrådte i film, der udkom direkte på video, dvd og senere streamingmarkedet frem for at blive vist i biografen.

- De senere år har hans karriere ikke været særlig markant, og han har mest været med i film, der ikke blev vist i biografen. Det er meget naturligt, at der kommer andre yngre actionhelte til, og at han ender med at blive en lidt gammel udgave af sig selv, der kører på de samme tricks, siger Jacob Wendt Jensen.

Ved årets Razzieawards, der kårer årets værste film, havde Bruce Willis sin egen kategori, hvor de otte film han medvirkede i i 2021, var nomineret.

På trods af de seneste 20 års deroute rent filmmæssigt, kan Bruce Willis dog godt være stolt af sin karriere, mener Jacob Wendt Jensen.

- Når jeg tænker på ham, smiler jeg lidt og synes, at han er fed at have haft med på vejen.

Afstemning

Hvilken Bruce Willis-film er din favorit?