GO'

Zindy Laursen har fundet sin far i USA efter 30 års jagt: - Det er et mirakel

Zindy Laursen troede i 1999, at hun havde fundet sin biologiske far. Men en DNA-test kom som et chok for hende.

Det var en nervøs Zindy Laursen, som i januar stod på et toilet i Louisiana sammen med sin danske bror. Uden for i ankomsthallen stod hendes biologiske far, som hun skulle møde for første gang.

Hendes bror tog hende under armen, og sammen gik de ud til en velkomst, som hun på ingen måde havde regnet med.

Omgivet af lokal presse og masser af familiemedlemmer iført t-shirts med ’Zindy’ skrevet på, omfavnede hun sin far for første gang.

Det var et helt særligt øjeblik, fortæller den danske sanger i ‘Go’ morgen Danmark’.

- Da jeg krammede ham, var jeg bare sådan: ”Jeg er hjemme”, siger Zindy Laursen.

Jeg tudbrølede. Det stod bare ned i stride strømme

Zindy Laursen, sanger og sangskriver

Den 51-årige sangerinde havde ellers opgivet drømmen om at finde sin biologiske far – lige indtil en slægtsforsker ud af det blå tilbød at hjælpe hende.

”Er det ikke dig?”

Zindy Laursen er født i Svendborg som datter af en dansk mor, og hun har i omkring 30 år forsøgt at finde frem til sin biologiske far.

En tidlig morgen i november blev Zindy Laursen genkendt af en poder i et coronatestcenter. Det blev et gennembrud, fortæller hun.

Poderen viste sig at være slægtsforsker og havde hørt om Zindy Laursens søgen. Nu tilbød han sin hjælp.

Og efter noget tid inviterede han hende hjem til sig for at fortælle, at han havde fundet hendes fætter i New York.

Jeg var skuffet, jeg var ked af det, og jeg var knust.

Zindy Laursen, sanger og sangskriver

Derefter bad han den danske sanger om at holde sig for øjnene, fortæller Zindy Laursen.

- Så siger han: ”Prøv at åbne øjnene”. Og så er der et billede af min far, William. Jeg tudbrølede. Det stod bare ned i stride strømme.

Ikke hendes rigtige far

Zindy Laursen har altid ønsket sig at finde sit biologiske ophav, og i 1999 troede hun, at hun havde fundet sin biologiske far ved navn Cleveland i New York.

Cleveland og Zindy Laursens mor havde været kærester, da hendes mor boede i Australien, og med hjælp fra en tidligere CIA-agent fandt hun frem til ham.

Men efter syv år, hvor Zindy Laursen havde lært hele hans familie at kende, tog de begge en DNA-test, så hun kunne få amerikansk statsborgerskab. Testen viste, at han med 99,99 procents sikkerhed ikke var hendes far.

- Jeg var skuffet, jeg var ked af det, og jeg var knust. Jeg vidste ikke, hvordan jeg så skulle komme videre, forklarer hun.

Derfor var Zindy Laursen i første omgang også skeptisk og nervøs, da hun pludselig fik navnet på “en ny biologisk far”.

Det samme var William Johnson, der ikke har andre børn - lige indtil en DNA-test viste, at han var Zindy Laursens far.

- Jeg var meget begejstret, da det var verificeret, at jeg havde en dejlig og smuk datter fra Danmark. Jeg er stadig begejstret. Jeg prøver at falde lidt ned igen, men så ser jeg hende nu, og så bliver jeg begejstret igen, fortæller han på en onlineforbindelse i ’Go’ morgen Danmark’.

Taler sammen hver dag

Siden Zindy Laursens besøg i USA har hun talt med sin biologiske far hver dag på Facetime, fortæller hun.

For det er en drøm, der er gået i opfyldelse, endelig at finde ham.

- Jeg har haft en fantastisk papfar, indtil jeg var 16 år, som jeg elsker, og som er min ”far 1”, som jeg altid vil kalde ham. Og så det, at jeg får en far mere. Det er et mirakel for mig, lyder det.

Og selvom William Johnson er 72 år i dag, har han planer om, at de to skal holde fast i hinanden.

- Gud har forbundet Zindy og mig, og intet kan stoppe os nu, for jeg har så meget kærlighed tilovers for hende. Jeg elsker dig, min datter, slutter han.

Se hele indslaget med Zindy Laursen og William Johnson i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY