Kendte

Hun er en moderne popstjerne med kant - til sommer skal hun åbne Roskilde Festival

Roskilde Festival vender tilbage efter tre år, og ifølge en musikjournalist er det "en moderne popstjerne", der får lov at åbne festen.

Når Roskilde Festival vender tilbage til sommer, er det den 31-årige Drew Sycamore, der får lov at sætte gang i festen på den ikoniske Orange Scene.

Den dansk-walisiske sanger er kendt for sine pophits og har allerede fået et gennembrud. Derfor er kunstneren heller ikke et overraskende valg, vurderer musikjournalist og DJ Nanna Balslev.

Hun er ikke et entydigt sexsymbol

Nanna Balslev, musikjournalist

Hun mener, at festivalen har valgt helt rigtigt.

- Jeg synes, det er et fedt valg. Hun har allerede slået igennem, så hun er ikke et sats, men jeg er ikke i tvivl om, at hun leverer en fed liveoptræden, siger Nanna Balslev.

Har fået bredt gennembrud

Når Drew Sycamore indtager Orange Scene den 25. juni 2022, er det for første gang, og det bliver hendes største optræden indtil videre.

Nanna Balslev er dog ikke i tvivl om, at Drew Sycamore vil kunne løfte arven efter navne som The Minds of 99, Phlake, Volbeat og Silvana Imam, der tidligere har spillet på Orange Scene.

- Det er godt set, for jeg tror, hun kan starte en fest, og det er det, man gerne vil opnå, når en kunstner skal åbne, siger Nanna Balslev, der mener, at Drew Sycamore er spot on i forhold til Roskildes målgruppe.

Roskilde Festival har været kendt for at vælge såkaldt upcoming navne, der kun var på tærsklen til at slå rigtigt igennem, til at åbne festivalen. Drew Sycamore har dog allerede ramt hitlisterne.

Drew Sycamore voksede op i Hvilsom ved Hobro. I 2018 udkom hun med debutalbummet ‘Brutal’, og allerede kort tid efter blev numrene ‘Perfect Disaster’ og ‘Hard To Love’ kåret som P3’s Uundgåelige.

I maj udkom så hitalbummet ‘Sycamore’ med hittene ‘Take It Back’, ‘I Wanna Be Dancing’ og ’45 Fahrenheit Girl’, der er blandt de numre, som sangeren er mest kendt for.

Til Danish Music Awards 2020 blev hun nomineret til "Bedste Nye Navn", og "Bedste Nye Live Navn".

Og så er Drew Sycamore også den første kvinde nogensinde, der er kommet med på Gramex' Top 10 over mest spillede artister i radioen.

Ikke den typiske popstjerne

Men Drew Sycamore skiller sig på mange måder ud fra andre popstjerner, mener Nanna Balslev, der beskriver hende som en "moderne popstjerne".

Hendes musik er klassisk pop med en 80'er-inspireret og catchy lyd, der er "radiovenligt" og bliver til hits. Men Sycamore har kant, og den giver hende et særpræg i forhold til andre kunstnere herhjemme.

- Man kan mærke, at hun kan sin musikhistorie - både i forhold til produktionerne, men også i hendes image. Hun har samme legesyge og androgynitet, som man kender fra kunstnere som Freddie Mercury, Annie Lennox, Lady Gaga og Robyn, siger Nanna Balslev.

Man ser ofte Drew Sycamore med slikket hår og iført et stramt jakkesæt. Det får Nanna Balslev til at sammenligne hende med den skotske sangerinde Annie Lennox, der også har et meget andogrynt udtryk. Det vil sige, at hun blander det feminine og maskuline eller har et intetkønnet udtryk.

Men det handler også om, hvordan sangeren bærer sig selv, for hun har en underspillethed over sig, mener Nanna Balslev.

- Hun er ikke et entydigt sexsymbol, fordi hun ikke låses fast i klassisk femininitet.

Drew Sycamore har tidligere udtalt, at den amerikanske sanger Lady Gaga var den første musiker, som hun følte, at hun kunne spejle sig i. Og det giver god mening, siger Nanna Balslev.

Drew Sycamore har nemlig en "dobbelthed" og "iscenesættelse" over sig, som kunstnere som Lady Gaga også har.

- Hun trækker både på noget traditionelt feminint, men også noget maskulint. Ikke kun i forhold til sit tøj, men også på måden, hun fremfører sig selv på, siger Nanna Balslev.

Orange Scene er det største

Det kan åbne mange døre, når en relativt ny kunstner får mulighed for at spille på Orange Scene. Når Roskilde Festival igen løber af stablen, skal sangeren spille for i alt 50.000 mennesker, så det bliver næsten ikke større, og det er tidligere set, at andre kunstneres karriere har taget et hak op efter sådan en optræden, lyder det fra Nanna Balslev.

Selv kalder Drew Sycamore det for en ære at åbne Orange Scene.

- Jeg tror først, jeg virkelig forstod det, da jeg fik lov til at fortælle det til bandet. I år er det ekstra specielt, fordi det er første gang i tre år, at der er koncerter på Orange Scene, lyder det fra Drew Sycamore i en pressemeddelelse.

Roskilde Festival har ud over Drew Sycamore også præsenteret 19 andre navne, der skal spille på de mindre Rising- og Countdown-scener. Der er primært danske navne på listen - herunder Afskum, Rigmor og Blikfang.

Roskilde Festival afholdes i år for 50. gang. Jubilæet ville have været tidligere, hvis ikke coronapandemien havde aflyst festivalen i både 2020 og 2021. Torsdag præsenterer festivalen yderligere 92 navne, der skal spille til sommer.