I 2014 var vingård rammen om celebert bryllup - nu bliver den stridspunkt i retssag
Parret har ejet vingården sammen, siden de blev skilt i 2016.
Et vinslot i Sydfrankrig dannede rammen om Brad Pitt og Angelina Jolies bryllup i 2014.
Parret – der blev døbt Brangelina – havde selv købt slottet seks år tidligere efter svære forhandlinger.
Det forlød, at ejeren Tom Bove ikke ville sælge, selv om parret forsøgte at overtale ham efter alle kunstens regler. De måtte sågar invitere ham til middag fem gange, før de først fik en lejekontrakt og et par år senere kunne købe Chateau Miraval.
Men nu er vinslottet blevet omdrejningspunkt for en konflikt mellem eksparret, skriver BBC.
Siden parret blev skilt i 2016, har de ejet hver deres del. Men nu har Angelina Jolie solgt sin andel til en russisk oligark.
Det er på trods af, at parret ifølge Brad Pitt havde en aftale om ikke at sælge uden tilladelse fra den anden.
I sagens retsdokumenter står der, at Angelina Jolie skal have nægtet at have haft en aftale med Brad Pitt om, at han skulle godkende et eventuelt salg af den franske grund. Det skriver flere medier, herunder Bloomberg og BBC.
Vin er blevet en "passion"
Vinen, som bliver produceret af druerne fra vinslottets marker, scorer ekstremt høje point fra alle store vinkritikere over hele verdenen.
Og i retsdokumenterne påpeger Brad Pitt, at vinen er blevet hans passion, skriver BBC.
- Hun var bekendt med, at Shefler (den russiske oligark, red.) og hans samarbejdspartnere ønsker at kontrollere forretningen, og hun har dermed bevidst forsøgt at underminimere Brad Pitts investering i gården, står der.
’Fight Club’-stjernens advokater oplyser desuden, at Angelina Jolie har haft til hensigt at "skade" Brad Pitt, som har "knoklet i vinbranchen".
- Nu forsøger hun at profitere på en investering, hun ikke selv har været en del af, lyder det.
En grim skilsmisse
Brad Pitt og Angelina Jolie begyndte at date i 2004, da de mødte hinanden under indspilningerne til filmen ’Mr. and Mrs. Smith’. Men efter to års ægteskab og 11 års parforhold, søgte Angelina Jolie i 2016 om skilsmisse.
Bruddet fik hurtigt en masse mediedækning. Særligt fordi Angelina Jolie - efter at have søgt om skilsmisse - rejste anklager mod Brad Pitt om verbalt misbrug af parrets børn, rygter om en affære med en anden skuespillerinde og forlydender om et massivt alkoholproblem.
Skilsmissen fandt siden et mere roligt leje, ligesom Brad Pitt senere blev frikendt for anklagerne om børnemisbrug.
Angelina Jolie har ikke kommenteret på beskyldningerne om salget af vinslottet.