Kendte

Succesrig kvindelig forfatter viste sig at være tre mænd

Mange har troet, at en kvinde stod bag de populære bøger. Et nyligt maskefald har dog afsløret en anden virkelighed, som ikke alle er tilfredse med.

Litteraturhistorien er fyldt med eksempler på det modsatte.

Både britiske George Eliot og danske Isak Dinesen var i virkeligheden kvinder – Mary Ann Evans og Karen Blixen.

Måske derfor vakte det meget opsigt, da en kvinde fredag vandt en stor litterær pris i Spanien, men tre midaldrende mænd trådte op på en scene for at tage imod den.

Forvirret?

Det må mange tilskuere også have været.

Forenet under et pseudonym

Hovedpræmien i Premio Planeta-prisen er på en million euro, og fredag 15. oktober gik den til forfatteren Carmen Mola, som med sine særdeles voldelige og til tider makabre fortællinger har gjort sig til en vaskeægte bestseller-forfatter i sit hjemland, Spanien.

Endda i sådan grad, at hun ifølge The Guardian er blevet kaldt for Spaniens pendant til den populære italienske forfatter Elena Ferrante.

Både Elena Ferrante og Carmen Mola er pseudonymer, altså opdigtede navne, der skjuler forfatterens virkelige identitet. Men i sidstnævnte tilfælde dækker navnet altså også over forfatterens rigtige køn.

Carmen Mola viste sig nemlig at være ikke én kvinde, men i stedet de tre mænd Jorge Díaz, Antonio Mercero og Agustín Martínez, som efter flere års anonym succes havde ladet sig lokke ud i lyset af prisen og de medfølgende en million euro, som er en af litteraturverdenens største pengepræmier.

Hvilken forskel gør det, om hun er en høj, flot kvinde eller en lille, grim mand?

Antonio Mercero

De tre spanske mænd har tidligere skrevet bøger og manuskripter til film og tv, men først da de slog kræfterne sammen under et pseudonym, tog karrieren for alvor fart.

Senest da de altså vandt Premio Planeta-prisen for den endnu ikke-udgivede bog ’La Bestia’, der oversat til dansk betyder ’Bæstet’. Bogens handling udspiller sig i 1800-tallets Madrid, hvor en politimand og en journalist forsøger at opklare en række mord på fattige, unge piger.

Båret mod succes

Agenturet Hanska, der repræsenterer Carmen Mola, præsenterer på sin hjemmeside forfatteren som en kvinde, og den skriftlige beskrivelse ledsages af en række sort-hvid-billeder, hvor det, der ligner en mørkhåret kvinde, står med ryggen til kameraet.

I kølvandet på maskefaldet har flere harceleret over, at de tre mænd skulle have brugt en kvindelig identitet til at markedsføre et "falsk" billede, som skulle have båret dem mod succes.

- Det er bare ikke det samme. Det er den falske profil, som de har brugt til at drage læsere og journalister ind med. Svindlere, skrev den fremtrædende spanske kvindeforkæmper Beatriz Gimeno på Twitter.

Alligevel mener Jorge Díaz, Antonio Mercero og Agustín Martínez ikke, at de har gjort sig skyldige i nogen litterær udåd.

- Vi har ikke gemt os bag en kvinde. Vi har gemt os bag et navn, har Antonio Mercero sagt til den spanske avis El País.

Han betvivler ligeledes, at den falske identitet overhovedet skulle have hjulpet dem med noget som helst.

- Jeg ved ikke, om et kvindeligt pseudonym ville sælge mere end en med et mandligt navn. Jeg har ikke den fjerneste idé, men jeg tvivler på det, sagde Antonio Mercero.

- En lille, grim mand?

Carmen Mola er mest berømt for en trilogi om politikvinden Elena Blanco, der, ifølge forlaget Penguin Random House, er en enspænder med en vis forkærlighed for "grappa, karaoke, klassiske biler og sex i firehjulstrækkere."

Måske har det sammen med præsentationen og de efterhånden adskillige interviews, hvor Carmen Mola har fremstillet sig som en kvindelig universitetsprofessor med tre børn og en mand, næret forestillingen om, at der altså befandt sig en kvinde bag navnet.

I et interview fra 2018 med det spanske litterære medie Zenda Libros sagde Carmen Mola imidlertid, at forfatterens identitet i "hendes" optik kunne være ligegyldig.

- Jeg synes, at det vigtige er romanen, ikke hvem der har skrevet den. Hvilken forskel gør det, om hun (Carmen Mola, red.) er en høj, flot kvinde eller en lille, grim mand?, sagde hun.