Kendte

Magasin har kåret de 100 mest indflydelsesrige personer

Time Magazine har blandt andre Donald Trump, Billie Eilish og prins Harry og hertuginde Meghan på listen.

Hvad har musiker Billie Eilish, kinas leder Xi Jinping, tennisspiller Naomi Osaka og Taleban-lederen Abdul Ghani Baradar tilfælles?

De er alle blandt de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden i 2021, ifølge Time Magazine.

Det amerikanske nyhedsmagasin har siden 1999 hvert år kåret de 100 mest indflydelsesrige personer i verden.

Tidligere redaktør på Time, Richard Stengel, har tidligere forklaret, at redaktionen kårer folk, "hvis ideer, hvis eksempel, hvis talent, hvis opdagelser forandrer den verden, vi lever i".

Prins Harry fremhævet for velgørenhed

I år er listen opdelt i kategorierne ikoner, pionerer, titaner, kunstnere, ledere og innovatører.

På listen over dem, magasinet giver ikonstatus, er blandt andre prins Harry og hertuginde Meghan. Parret trådte i begyndelsen af 2020 ned som seniormedlemmer af det britiske kongehus og har siden flere gange har givet opsigtsvækkende interviews om livet som royale.

I begrundelsen, skrevet af kokken og NGO-lederen José Andrés, fremhæves parret dog for deres humanitære arbejde.

- Det ville være meget mere ufarligt at nyde al deres medgang og leve et stille liv. Men det er ikke det, Harry og Meghan gør, eller hvem, de er, skriver José Andrés.

På listen over ikoner findes også popstjernen Britney Spears.

Musikeren har i de seneste år været i mediernes søgelys - ikke på grund af sin musik, men på grund af det værgemål, hun har levet under de seneste 13 år.

Og netop det fremhæves også i magasinets begrundelse, der er skrevet af hotelarvingen Paris Hilton.

- Vi har set Britney slå rekorder og levere hit efter hit. Men bagved det måtte hun overleve mere end et årtis traumer og misbrug fra hendes værgemål, skriver Paris Hilton blandt andet.

Verdens topledere udpeget

På listen over kunstnere findes blandt andre skuespillerne Kate Winslet, Scarlett Johansson og franske Omar Sy, mens Billie Eilish er at finde på listen over pionerer.

På listen over mest indflydelsesrige ledere findes flere medlemmer af den politiske elite i USA: Donald Trump, Joe Biden, Kamala Harris og stabschef Ron Klain.

Men også den højtstående Taleban-leder Abdul Ghani Baradar er på listen.

Se den komplette liste hos Time Magazine.