Kendte

Spike Lee afslører palmemodtager ved fejl i Cannes

Spike Lee kom ved en fejl til at afsløre modtageren af en af filmverdens største priser for tidligt.

Filmen Titane af den franske instruktør Julia Ducournau får overrakt Guldpalmen ved den franske filmfestival i Cannes. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det var egentlig meningen, at modtageren af den store pris først skulle afsløres sidst på aftenen.

Men ifølge det franske nyhedsbureau AFP kom Spike Lee, som er præsident for juryen i Cannes, til at læse modtageren af Guldpalmen op ved en fejl i starten af prisuddelingen.

Christian Monggaard, som er filmanmelder for Dagbladet Information, skriver på Twitter, at der var kaos på scenen, da den amerikanske instruktør kom til afsløre modtageren af Guldpalmen.

- Spike Lee har bøffet i det og afsløret palmevinderen. Titane af Julia Ducournau. Der er kaos på scenen. Han er helt rundt på gulvet. Alle er helt rundt på gulvet, skriver han på Twitter og fortsætter:

- De har taget mikrofonen fra Spike Lee. De tør vist ikke give ham den tilbage.

Overraskende og fuld af sex

"Titane" er et fransk-belgisk drama, der har fået stor opmærksomhed på festivalen. Ifølge BBC's anmeldelse af filmen er der tale om en overraskende film fuld af sex, vold og humor.

Den handler om en kvinde, der får indopereret en titaniumplade i hovedet efter et biluheld for derefter at få en nært seksuel fascination af biler.

Med "Titanes" sejr vandt "Verdens værste menneske", instrueret af dansk-norske Joachim Trier, ikke.

Dog vinder norske Renate Reinsve prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i "Verdens værste menneske".

Caleb Landry Jones vinder prisen for bedste mandlige skuespiller for sin præstation i filmen "Nitram".

Filmfestivalen i Cannes blev aflyst sidste år grundet covid-19. Og derfor har der været ekstra fokus på den.

- Det har været et slags skæbneår for festivalen, for den har skullet overbevise verden om, at filmen ikke er død, og at der stadig er en magi forbundet med at gå i biografen og se måske især den slags kunstfilm, som de viser hernede, sagde filmanmelder Nanna Frank Rasmussen forud for prisuddelingen til Ritzau.