GO'

Melvin Kakooza kunne hverken tale eller synke efter hjernetumor

Komikeren husker tilbage på et forløb, hvor han var ked af det og i ubalance, mens han prøvede at bevare kontrol.

I februar var Melvin Kakoozas karriere på sit højeste. Han skulle tage over for Sofie Linde som vært på 'X Factor', men en scanning afslørede en seks centimeter lang og tre centimeter bred hjernetumor, og så gik det hele i stå.

Forinden havde han døjet med lidt hovedpine og forventede, at lægen ville ordinere en uges afslapning i sommerhuset. Men pludselig blev det alvor.

- Jeg kan huske, at jeg jokede med dem, der scannede mig. Det tog noget tid, før de kom ind, og så spurgte jeg dem, om de havde svært ved at finde hjernen. Der vidste de allerede, hvad det var, siger Melvin Kakooza til TV 2.

Herfra gik tingene hurtigt for den 29-årige komiker, der grundet tumorens størrelse skulle opereres kun en uge senere.

- Da jeg får det at vide, går klappen ned. Jeg er helt i ubalance og ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg havde jo haft det okay, og panodiler havde klaret hovedpinen, siger han.

- Jeg prøvede at være stærk for min familie. Jeg ville være den stærke storebror. Men der var dage, hvor jeg blev ked af det og græd, siger han.

Stemmen var væk

Operationen var vellykket, men da Melvin vågnede op i sygesengen, kunne han hverken synke eller tale.

- Det var en mærkelig oplevelse. Jeg havde det hele i hovedet, men kunne bare ikke få det ud af munden, husker han.

Mit liv peakede, og så blev jeg ramt af noget, der ikke var planlagt

Melvin Kakooza

Stemmen kom stille og roligt tilbage med hjælp fra sundhedspersonalet, der trænede med ham. Inden da var der dog et par udfordringer. Særligt i forbindelse med en fodboldkamp.

- Jeg sidder og ser Champions League i min sygeseng, da sygeplejersken siger, at det er tid til et bad. Jeg forsøger at forklare, at det lige må vente til halvlegen, da der står 1-1, men det kom åbenbart ikke helt klart igennem, og hun tolkede det lidt anderledes.

- Ej, du glæder dig rigtigt til at komme i bad, lød hendes svar.

Godhjertet hjælp overalt

På bagkanten af tumor og operation står han tilbage med en følelse af taknemmelighed. Både over for sin familie, de mange sundhedsmedarbejdere, der har hjulpet ham, og de mange danskere, som har støttet ham gennem processen.

- Folk i alle aldre stopper mig på gaden og spørger, hvordan jeg har det Og det behøver de ikke. Jeg er blot et menneske, og tusinder andre har gennemgået, hvad jeg har, men det betyder sindssygt meget for mig, siger han.

Nu lever han en mere rolig tilværelse, og efter planen skal han begynde at arbejde igen til juni. Men oplevelsen har givet et nyt perspektiv på tingene.

- Mit liv peakede, og så blev jeg ramt af noget, der ikke var planlagt. Man skal huske at nyde de ting, man har, og dem, man har omkring sig.

En anden ting tager Melvin Kakooza dog også med sig. Noget en læge sagde til ham:

- Kroppen er som en bil: En gang imellem skal den til service. Hvis du mærker noget, så få det tjekket.

Se hele interviewet med Melvin Kakooza i 'Go' aften LIVE' på TV 2 Play.