Framing Britney Spears

Britney Spears skal udtale sig i retten om sin værgeordning

Siden 2008 har popstjernens far, Jamie Spears, været hendes værge. Det betyder, at han kan varetage både dele af hendes formue og karriere.

Britney Spears er løbet med stor opmærksomhed i medierne, efter dokumentaren ‘Framing Britney’ havde premiere tidligere på året.

Popstjernen selv har dog været tøvende med at gøre væsen af sig offentligt. Men tirsdag slog retten fast, at Britney Spears nu personligt skal udtale sig i sagen om den omdiskuterede værgeordning, hun er under.

- Min klient (Britney Spears) har anmodet om en høring, hvor hun kan tale direkte til retten, siger sangerens advokat, Samuel Ingham, til Reuters.

Datoen for høringen er sat til 23. juni. Men det ligger endnu ikke fast, hvad popstjernen præcis ønsker at adressere.

Det her er en historie om en voldsomt kærlig, dedikeret og loyal far

Vivian Thoreen, advokat for Britney Spears' far

Sammenbrud og værgeordning

Britney Spears har siden 2008 været underlagt en aftale, hvor hendes far, Jamie Spears, fungerer som værge for den 39-årige sanger.

Det betyder blandt andet, at han har fuldmagt til at varetaget både dele af hendes formue og karriere.

En umyndiggørelse, der kom i stand efter stjernens psykiske sammenbrud i 2008. Her blev hun indlagt på et psykiatrisk hospital, efter hun havde barberet sig skaldet og angrebet en paparazzi med en paraply.

Britney Spears i 2007, kort efter hun barberede sit hår af i en frisør i Los Angeles. Episoden var på mange måder et udtryk for sangerindens daværende nedsmeltning, som mundede ud i værgeordningen.

Siden da er værgeordningen fortsat med Jamie Spears ved roret. Men i mere end et år har Britney Spears kæmpet for at få omstødt aftalen, så hun igen kan bestemme over sit eget liv. Indtil videre uden held.

I november 2020 slog retten fast, at Jamie Spears foreløbigt skulle fortsætte som Britney Spears’ værge. Og det fik dengang popstjernen til at nægte at optræde, så længe aftalen står ved magt.

BRITNEY SPEARS - BLÅ BOG

  • Britney Jean Spears er født 2. december 1981 i Louisiana
  • Som treårig begyndte hun at få danseundervisning, og som otteårig var hun en del af TV-programmet ’Mickey Mouse Club’ sammen med blandt andre Christina Aguilera og Justin Timberlake.
  • Brød i gennem i 1999 med ’Baby One More Time’, hvor hun med rottehaler og skolepigeuniform dansede sig ind på førstepladsen af den amerikanske Billboard-hitliste.
  • Siden har hun udgivet ni albums, medvirket i seks film og været dommer i ’X Factor’.
  • Hun har solgt over 100 millioner albums.
  • Har to børn fra et tidligere ægteskab med danseren Kevin Federline.

#Freebritney

Den igangværende sag begrænser sig dog ikke til at omhandle sangeren og hendes far.

Fra sidelinjen bliver hele miseren fulgt af en hær af bekymrede fans, som ønsker, at Britney Spears bliver "fri" af værgeordningen. Ifølge dem udnytter Jamie Spears nemlig sin position som værge for sangeren til egen vinding.

De bliver kaldt #FreeBritney-bevægelsen, fordi de under netop det hashtag på sociale medier udtrykker bekymring for stjernen.

Hashtagget #FreeBritney optrådte første gang i 2009, da en Britney Spears-fanside opfordrede folk til at støtte op om en kampagne, der skulle ”løslade Britney” fra værgeaftalen.

I kølvandet på dokumentaren ‘Framing Britney’ slog Jamie Spears dog igen mod popikonets dedikerede fans. Ifølge ham har bevægelsen misforstået formålet med ordningen. Det fortalte hans advokat Vivian Thoreen i slutningen af februar.

- Det her er en historie om en voldsomt kærlig, dedikeret og loyal far, der reddede sin datter fra en livstruende situation. Folk skadede hende, og de udnyttede hende. Jamie reddede Britneys liv, sagde advokaten dengang i Good Morning America.

Høringen om at erstatte popstjernes far som værge blev tirsdag udskudt til juli, hvor retten igen skal tage stilling til aftalen.