Kendte

Ny dokumentar undersøger datters misbrugsanklager mod Woody Allen

I en HBO-miniserie fordelt over fire afsnit bliver der gået i dybden i misbrugsanklagerne mod Woody Allen.

Det er en forbandet familie.

Stjerneinstruktøren Woody Allen er anklaget af sin ekskone og skuespilleren Mia Farrow for at have misbrugt deres datter Dylan.

Woody Allen mener omvendt, at Mia Farrow har hjernevasket børnene til at tro, at han har misbrugt Dylan. Herunder deres fælles søn Ronan Farrow, som mange i øvrigt mener, slet ikke er beslægtet til Woody Allen, men i stedet er barn af Mia Farrow og Frank Sinatra.

Intet er, som det ser ud, når det gælder Woody Allen og Mia Farrows forhold til hinanden og deres børn

Den nye dokumentar ’Allen v. Farrow’ kaster lys over de mange misbrugsanklager mod Woody Allen og det turbulente forhold til Mia Farrow.

Den graver ned i politiafhøringer, domsafsigelser, vennerne, fjenderne og vidnerne.

Og så udstiller den Woody Allen som en mand, der har en forkærlighed for meget unge kvinder, hvilket også kom til udtryk, da han indledte et forhold med Mia Farrows adoptivdatter Soon-Yi Previn.

Sagen om det mulige misbrug af datteren har kørt siden 1992 og blusser op med jævne mellemrum. Under #metoo-bølgen undrede mange sig over, at Woody Allen slap nogenlunde uskadt gennem på nær nogle enkelte boykot-bevægelser.

I 2018 skabte det røre, da instruktøren sagde, han burde være et forbillede for det, #metoo-bevægelsen vil opnå, fordi han i sine 50 år som instruktør aldrig er blevet anklaget for at krænke nogen skuespillere.

Her er den indviklede sag om Woody Allen og Mia Farrow, deres børn og det eklatante forhold til adoptivdatteren Soon-Yi Previn.

1. Groomede Allen steddatteren?

Woody Allen og Soon-Yi Previn, der i dag er hans kone.

Woody Allens affære med Soon-Yi Previn er yderst kontroversielt. Ikke mindst fordi, det er hans ekskones adoptivdatter, som han havde kendt, siden hun var syv år gammel.

I januar 1992 fandt Mia Farrow en række nøgenbilleder af Soon-Yi Previn i Woody Allens lejlighed, og der var ingen anden udvej for Farrow og Allen end at blive skilt.

Ifølge Woody Allen og Soon-Yi Previn selv begyndte affæren året inden, Mia Farrow fandt billederne, altså i 1991, da Previn var 21 år gammel.

Men dokumentarserien giver dog seeren et billede af, at Woody Allen i årevis havde groomet sin kones adoptivdatter, skriver The Daily Beast, der har gennemgået alle afsnittene nøje.

Den rejser spørgsmålet om, hvorvidt Woody Allen i virkeligheden manipulerede med Soon-Yi Previn fra en ung alder for at klargøre hende til at indlede et forhold med ham, når hun blev ældre.

Parret fotograferet i 1997.

Blandt andet havde dørmanden i den bygning, som Woody Allen boede i, set Soon-Yi Previn besøge ham med jævne mellemrum i en lang periode - også mens, at Soon-Yi Previn stadig gik i gymnasiet.

Derudover vidnede Woody Allens tidligere husholderske om, at hun fandt sædpletter på Allens sengelagner og brugte kondomer i skraldespanden, når Soon-Yi Previn havde besøgt sin på det tidspunkt stedfar.

Den tidligere model Christina Engelhardt medvirker i dokumentaren og fortæller, at hun mødte Woody Allen i 70'erne som 16-årig, og begyndte at have et forhold til ham, da hun var blot 17 år gammel.

- Det har påvirket den måde, jeg er i forhold den dag i dag, siger hun i dokumentaren.

2. Anklager om misbrug

Mia Farrow ved retten, efter hun har anklaget Woody Allen for at have misbrugt deres datter.

Soon-Yi Previn har altid sagt, at hun ikke så Woody Allen som en faderfigur, mens han var gift med hendes adoptivmor.

- Han havde ikke noget tøj i vores hjem. Ikke engang en tandbørste, udtalte hun i 2018 til New York Magazine.

Det var på mange måder et utraditionelt forhold, som Woody Allen og Mia Farrow havde. Blandt andet boede de hver for sig, mens de var gift, på hver sin side af Central Park i New York.

Woody Allen besøgte dog ofte Mia Farrow og hendes mange børn, hvoraf langt de fleste er adopteret. Sammen havde Farrow og Allen også to adoptivbørn, Dylan og Moses, og et biologisk barn: Ronan Farrow.

En tydeligt medtaget Woody Allen foran retten i New York.

Mia Farrow er mor og/eller adoptivmor til intet mindre end 16 børn, men deler kun tre af disse med Allen.

Men under Woody Allens mange besøg skulle han have opført sig ekstremt upassende overfor det ene af sine tre børn; adoptivdatteren Dylan Farrow.

Det var Mia Farrow, der i 1992 offentligt anklagede ham for at have seksuelt misbrugt Dylan Farrow, som ifølge moren havde fortalt hende om misbruget. Det skete i et stort interview i Vanity Fair kaldet ’Mia’s Story’.

Ifølge moren havde Woody Allen rørt datteren seksuelt, og Dylan Farrow selv har senere sagt, Woody Allen tvang hende til at sutte på hans fingre.

Lillebroren Ronan Farrow sagde i 2016, at han helt og aldeles troede på, at hans far havde misbrugt Dylan Farrow, og at han selv havde set Woody Allen kravle ind i hendes seng midt om natten.

3. Allen peger på ekskonen

Mia Farrow sammen med hende og Woody Allens biologiske søn, Ronan Farrow.

Mia, Dylan og Ronan Farrow holder alle fast i, at de er overbeviste om, at Woody Allen var upassende og seksuelt misbrugte Dylan Farrow.

Så sent som i 2018 brød Dylan Farrow grædende sammen under et tv-interview, hvor hun blandt andet sagde, at det var svært for hende overhovedet at se Woody Allens ansigt.

Her gentog hun også anklager om, at Woody Allen havde seksuelt misbrugt hende og gik i detaljer med, hvad han specifikt havde gjort.

Men hver eneste gang, sagen bliver bragt op, benægter både Woody Allen og Soon-Yi Previn, at der skal være noget som helst om det.

Ifølge Previn, der jo er opvokset med Dylan og Ronan Farrow, er det hele pure opspind.

Og ifølge Woody Allen er det hans ekskone Mia Farrow, der har hjernevasket børnene til at sige det, efter hun opdagede affæren med Soon-Yi Previn.

Han henviser til en undersøgelse, myndighederne foretog, da anklagerne kom frem i 1992, der konkluderede, at børnene muligvis var blevet vildledt af deres mor.

Derudover henviser han også til deres tredje fællesbarn, Moses Farrow, som i 2014 sagde, at Mia Farrow havde hjernevasket ham til at hade sin far Woody Allen.

- Jeg har aldrig misbrugt min datter, præcis som undersøgelserne konkluderede for et kvart århundrede siden, udtalte Woody Allen i 2018.

Dokumentarserien 'Allen v. Farrow' har premiere 22. februar