Caroline Wozniacki er gravid
Den tidligere nummer ét på kvindernes verdensrangliste blev forlovet med David Lee i 2017. Parret blev gift to år senere i Toscana.
Danmarks største tennisstjerne gennem tiderne, Caroline Wozniacki, er gravid.
Det skriver hun på sin Instagram-profil.
Caroline Wozniacki skal dermed være mor for første gang, og hun venter sig sammen med sin mand, David Lee, en pige.
- Kan ikke vente til at møde vores lille pige i juni, skriver Caroline Wozniacki på det sociale medie.
Gift i 2019
Den tidligere amerikanske basketballspiller David Lee er tydeligvis også lykkelig for den glædelige nyhed om familieforøgelsen.
På sin Instagram-profil står den mere end to meter høje forhenværende NBA-spiller og holder om sin kone, der har et skilt i hænderne med teksten "Baby Girl Coming June 2021".
- Vi er så begejstrede for at byde en lille pige velkommen i juni, skriver David Lee.
Wozniacki og den tidligere amerikanske basketballspiller David Lee mødte hinanden første gang i december 2015.
De blev forlovet i 2017, og to år senere blev parret gift i juni 2019 i Toscana i Italien.
Fik konstateret leddegigt
I oktober 2018 fortalte Caroline Wozniacki offentligheden, at hun havde fået konstateret leddegigt om sommeren samme år.
Wozniacki gik i behandling for sygdommen, men oplevede fra tid til anden smerter i hænder og led.
På trods af sin sygdom formåede den danske tennisstjerne at vinde China Open i 2018.
Toppede verdensranglisten
Den nu 30-årige tidligere tennisspiller sluttede sin aktive karriere ved Australian Open i januar 2020.
Her tabte hun til tunesiske Ons Jabeur i tredje runde i den turnering, hvor hun fejrede sin største triumf i sin tenniskarriere - Grand Slam-sejren i 2018 over Simona Halep.
Den danske tennisstjerne nåede samtidig at ligge nummer ét på kvindernes verdensrangliste.
Toppen af ranglisten nåede hun i oktober 2010, og Wozniacki nåede at være øverst på tronen i 67 uger indtil januar 2012.
Sejren i Australian Open 2018 bragte hende tilbage på verdensranglistens førsteplads. Hun nåede i alt at ligge nummer ét i verden i 71 uger.
Caroline Wozniacki vandt 30 titler på kvindernes WTA-tour.