GO'

Astralis har fået ny sang - hør den her

Ifølge hjerneforsker Peter Vuust bruger man ofte musik i sportssammenhænge, da det kan øge den menneskelige præstation.

Mikkel Kessler har en, fodboldlandsholdet har en, og nu har e-sportsholdet Astralis det også.

Det danske hold Astralis, der er verdensmestre i counter-strike, har fået deres helt egen slagsang.

Holdet, der netop har fejret dets fem-års fødselsdag, har fået den danske musiker Mattis Jakobsen, der går under kunstnernavnet Mattis, til at skrive og indspille det første af en række sange, som holdet vil udgive i eget navn.

Sangen har fået titlen 'To the Stars' og skal ifølge holdet brage ud gennem højtalerne, når de spiller til turneringer rundt omkring i verden.

Sangen kan høres i videoen øverst i artiklen.

Blev ringet op

Ifølge musikeren Mattis Jakobsen har han selv et forhold til spillet counter-strike.

Udover at han spillede det en del som barn, spiller han det stadig med vennerne.

- Vi mødes engang imellem og drikker øl og har hinanden på Zoom, og så ses vi på den måde, siger han.

Derfor var han også hurtig til at sige ja, da han blev ringet op og spurgt, om han ville skrive en sang.

- Jeg syntes, at det var en fed opgave, og der var en klar vision, så allerede efter første opringning begyndte jeg at få en masse idéer, fortæller han.

Det er en sang, som jeg virkelig har taget til mig

Peter 'Dupree' Rasmussen, Astralis

Forsker: Musik forbedrer præstationer

Det er ikke uden grund, at man bruger musik i sportssammenhænge.

Musikken kan nemlig få os til at præstere bedre.

Sådan lyder det fra hjerneforsker Peter Vuust, der er professor ved Aarhus Universitet.

- Undersøgelser har faktisk vist, at hvis man løber eller cykler med musik i ørerne, så forbedrer man iltoptagelsen, og man kan præstere 10-15 procent bedre, end hvis man ikke har musik, siger han.

Det skyldes, at musikken påvirker vores hjerner, så vi bliver mere parate til at flygte og dermed præstere mere, lyder forklaringen.

Sangen har fået en betydning

Peter 'Dupree' Rasmussen, der er en del af Astralis, er begejstret for den nye slagsang.

Han håber, at sangen kan give en ekstra energi til hele holdet og deres fans, og at det kan få holdet til at yde endnu mere.

- Musik gør noget for mig. Det er både et medie, jeg bruger, når jeg skal slappe af, men også når jeg skal ind og præstere bedre. Og så er det jo optimalt, når der er en sang, der appellerer til det, jeg skal ind og lave, siger han.

Der er allerede blevet trykket repeat en del gange, og musikken giver ekstra energi til kampen, lyder det.

- Det er en sang, som jeg virkelig har taget til mig, og som har fået en stor betydning for mig, siger Peter 'Dupree' Rasmussen i 'Go' morgen Danmark'.

Hele indslaget med Mattis Jakobsen og Peter 'Dupree' Rasmussen i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY