Se den danske James Deans liv i billeder
Efter at have medvirket i sin første film blev Klaus Pagh kendt som "den danske James Dean". Men han var mere end bare det.
- Klaus Pagh er en folkehelt og definitionen af det nye 'swag'.
Sådan sagde rapgruppen Suspekt, efter de havde udgivet sangen 'Klaus Pagh' i 2011.
Sangen handler som sådan ikke om Klaus Pagh, men gruppen bruger hans navn som synonym for en skørtejæger a la Hugh Hefner eller Serge Gainsbourg.
Og det er ikke uden grund.
Som ung var Klaus Pagh kendt som en storcharmør. Men han var også meget mere end det.
Det fortæller filmanmelder ved Jyllands-Posten Jacob Wendt Jensen og Bodil Cath, journalist og forfatter til bogen ’Klaus Pagh: Et liv blandt komikere og skønne kvinder’.
- Han var en populær skuespiller og en innovativ og succesrig teaterdirektør, siger Jacob Wendt Jensen.
Klaus Pagh sov stille ind tirsdag morgen. Han blev 85 år.
Fik sit gennembrud i 1956
Klaus Pagh debuterede i filmen ’Ung leg’ i 1956 med to af datidens store stjerner Ghita Nørby og Fritz Helmuth.
Men det var 21-årige Klaus Pagh, der løb med opmærksomheden – særligt blandt landets teenagepiger.
- Han spillede en ung hjerteknuser og storcharmør og blev hurtigt kendt som ’den danske James Dean’, fortæller Bodil Cath.
Filmen var hans gennembrud, og han medvirkede efterfølgende i 33 film, hvor han nåede ud til et endnu bredere publikum.
Især de populære ’Soldaterkammerater’-film fra 1950’erne og 1960’erne var med til at gøre ham kendt i den brede befolkning.
Succesrig teaterdirektør
Skuespilfaget var dog ikke det eneste, Klaus Pagh kunne bestride. I 1970’erne blev han teaterdirektør for ABC Teatret, Aveny Teatret og Tivoli Revyen.
- Han lavede morskabsteater, og ABC Teatret blev dansk teaters pendant til folkekomedien. Det var meget stort i 1970’erne, fortæller Jacob Wendt Jensen.
- Som direktør var han ekstremt visionær, og han formåede at drive de to teatre uden statsstøtte, siger han.
Dirch Passer, Preben Kaas, Jørgen Ryg og Lisbet Dahl var blandt de skuespillere, som gennem 1970'erne og 1980'erne sikrede fulde sale og gjorde Klaus Pagh til en holden mand.
Siden rejste han i utilfredshed over det danske skattevæsen til London, hvor han blev medejer af Shaftesbury Theatre.
Klaus Pagh og kvinderne
Og så er der kvinderne.
Mange vil formentlig huske Klaus Pagh som en dameglad levemand, der stillede op i ugebladene med en ny pige på armen.
- Som han sagde, så har han aldrig lagt skjul på, at han ikke var munk, siger Bodil Cath.
Og han har formentlig også gjort det bevidst for at markedsføre sig selv og sin forretning, siger Jacob Wendt.
- Billedbladet og Se & Hør var meget større dengang end i dag, og det var en anden tid, hvor det var mere normalt og mindre ugleset at have playboy-prædikatet, siger Jacob Wendt Jensen.
Familieliv
Men Klaus Pagh blev også gift og fik børn.
Med sin første kone, skuespiller Sonja Oppenhagen, fik han datteren Anne.
Desuden blev han far til to sønner, Peter Frederik og Isak Nikolai, fra hver sit forhold.
Det længstvarende ægteskab var med den 45 år yngre Usanee Pagh, som Klaus Pagh mødte på en rejse i Thailand og giftede sig med i 2007.
Hun og datteren, Pawarisa, som Klaus Pagh adopterede, flyttede til Danmark, hvor de fik permanent opholdstilladelse.